Strandparken fejrer 60-års jubilæum med kæmpe fest

Boligselskabet Strandparken fylder i år 60 år og det bliver fejret med en kæmpe jubilæumsfest lørdag den 10. august på Sdr. Røsevej. I forbindelse med 60-års jubilæet har Strandparken sammen med lokalarkivet også udgivet en bog om Strandparkens historie som er blevet omdelt til alle beboere

Et hul i jorden. Sådan starter mange gode historier og byggerier – ligesom med Strandparken. Billedet her er fra 1962 og venligst udlånt af Strandparken.

Strandparken har gennem 60 år været et godt sted at bo for mange tusinde mennesker, og vi arbejder stærkt for at Strandparken også bliver et godt sted at bo de næste 60 år, skriver Strandparkens formand Søren Keldorff i en pressemeddelelse.

Strandparken anno 1979. Foto venligst udlånt af Strandparken.

“Det var rigtig godt, at fremsynede kommunalpolitikere i midten af 1950’erne besluttede, at der skulle bygges almene boliger på Dragør Sydstrand. Først kom Engparken og i 1959 flyttede de første beboere ind i Den Gamle Strandparks 230 boliger. Senere er der kommet flere afdelinger til, så der nu er lidt over 600 boliger flere steder i Dragør, samt Aktivitetshuset i Wiedergården og lokaler til børnehaven Eventyrhuset på Rødtjørnen”, skriver formanden i pressemeddelelsen.

Strandparken anno 2018 med Jesper Kikkenborgs flotte kunstværk som pryder et fællesareal. Foto venligst udlånt af Strandparken.

60-års jubilæumsfest – ikke mindst for børn!

Den officielle fest hvor interesserede er velkommen til at deltage begynder lørdag den 10. august kl. 12 hvor der vil være festtaler af viceborgmester Allan Holst, Boligkontoret Danmarks direktør Michael Demsitz og Strandparkens formand Søren Keldorff.

Fra 12.30-17.00 er der et væld af børneaktiviteter med ponyridning, cirkus, ansigtsmaling, hoppeborg, gratis pølser og popcorn, musik fra Strandparkens børn og børnebørn og meget mere. Om eftermiddagen vil man ligeledes kunne se en udstilling om Strandparkens historie.

Fra kl. 18 byder Strandparken alle beboere til kæmpe grillfest med livemusik af Dragørs egen jazzqueen Sidsel Storm. Senere på aftenen vil der være musik og dans og det hele slutter med bobler og kransekage inden festen slutter ved midnatstid.

Det officielle program som er omdelt til alle beboere i Boligselskabet Strandparken.

Bogen om Strandparken

Bogen om Strandparkens historie er lavet af Wiebke Zickert, Lise Laursen og Flemming Nielsen fra lokalarkivet og beboere i Strandparken. De har gennemgået referater fra bestyrelsesmøder i Strandparken og kommunalbestyrelsen og andet materiale. De har haft mange samtaler med nuværende og tidligere beboere og har fået et godt indblik i og overblik over boligselskabets udvikling fra den første ide til de mange boliger, der står i Dragør i dag. Det er der blevet en rigtig god bog ud af som er rigt illustreret med fotos fra beboernes og afdelingernes liv. Bogen er omdelt gratis til alle beboere i Strandparken, men for alle interesserede kan den også købes på Lokalarkivet.

Omslaget af den nye bog om Strandparken som er udgivet af Historisk Arkiv Dragør.
 

Seneste artikler

Gymnasieelever til kinesisk efterårsfest

På Ørestad Gymnasium kan eleverne vælge kinesisk som valgfag. Det er atypisk at kunne studere kinesisk allerede i 1.g. Men gymnasiets elever er ikke i tvivl; kinesisk er et spændende fag, der åbner mange døre. I september var kinesiskelever fra 1.g til efterårsfestival i Kinesisk Kulturcenter, hvor de fik anledning til at prøve deres kundskaber af i praksis.

 
 

Fik du læst?