Der er fut under kedlerne på Dragør Revyen

Fem unge skuespillere og deres instruktør indtager i disse dage Kedelhuset i Dragør for at blive klar til premieren på Dragør Revyen 4. oktober.

Skuespiller Daniel Vendelborg prøver de nye kostumer, som studeres indgående af skuespilkollegerne Emilie Bjørn Kilting, Malene Krüger Severinsen, Frederikke Stig Hjort, instruktør Thomas Findval Sølvskov og kostumier Anette Jacobsen. Foto: Dragør Revyen PR

Der er store smil på læben, når skuespillerne til årets Dragør Revy mødes for at øve. For de har det sjovt sammen, de fem skuespiltalenter og deres dedikerede instruktør Thomas Findval Sølvskov.

– Vi er allerede nået meget langt. Skuespillerne er dygtige, og teksterne er sjove, så man kan godt begynde at glæde sig, lover han.

Udfordringer på kostumefronten: alle kostumer var mugne!

Det var ellers lidt af et syn, der mødte holdet bag Dragør Revyen, da der forleden skulle ryddes op i de gamle kostumer. Tøjet, som bliver opbevaret på Dragør Fort, var desværre mugnet i årets løb.

Heldigvis var de kostumeansvarlige Anette Jacobsen, Anni Kjærsvold og Inge Rasmussen hurtige til at skaffe nye kostumer, blandt andet gennem en aftale med genbrugsbutikken Folkekirkens Nødhjælp i Dragør, som låner tøj ud til revyen.

Desuden har instruktøren været en tur i gemmerne for at finde tøj, der kan bruges.

– Så i sidste ende skal vi nok få nogle flotte kostumer, siger Thomas Findval Sølvskov.

Godt gang i billetsalget

På trods af at der stadig er god tid til premieren, er der allerede godt gang i billetsalget. To ud af de 16 forestillinger er allerede udsolgt, og der er generelt stor interesse for den genopstandne revy.

Emilie Bjørn Kilting og Frederikke Stig Hjort øver sketchen ”Over hækken,” der tager kærligt gas på de mange kolonihaveejere i Dragør. Foto: Dragør Revyen PR

Igen i år vælger mange at kombinere revyoplevelsen med en lækker middag på Dragør Fort før forestillingen. Her kan man vælge mellem stegt flæsk med persillesauce ad libitum eller en to-retters menu med indbagt laks og oksefilet.

Billetter med og uden spisning kan købes på hjemmesiden www.dragoerrevyen.dk.

Foto: Dragør Revyen PR

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?

Go’morgen Amager

Søndag 9. maj – solen står op kl. 05.10 og går ned kl. 21.02. Dagen tiltaget med 08.50 minutter. Månen er aftagende – to dage til nymåne. Vejret:

Læs mere »