100 meter langbordsmiddag i lufthavnen

I forbindelse med Copenhagen Cooking & Food Festival havde Københavns Lufthavn, Aamanns og Mikkeller torsdag aften inviteret til utraditionel langbordsmiddag på den 100 meter lange Luftbro med udsigt til Terminal 3. Langbordet, som var opdækket på utraditionel vis, opfordrede alle gæster til samtale og interaktion, så nye bekendtskaber blev etableret.

Foto: CPH

På en gennemsnitlig dag passerer omkring 80.000 passagerer gennem lufthavnen, hvoraf mange tager turen fra metroen og henover Luftbroen for at komme til sikkerhedstjekket.

Men torsdag d. 29. august, var Luftbroen lukket for passage det meste af dagen, da lufthavnen havde inviteret 96 spisende gæster på en fireretters menu fra Aamanns 1921 og en særlig udvalgt øl-menu fra Mikkeller. På den 100 meter lange Luftbro var der blevet dækket op til de 96 spisende gæster ved et langt bord, men opdækning og opsætning var ikke, som man normalt tænker den. Gæsterne skulle blandt andet drikke øl af snapseglas og bytte bestik med sidemanden, hvilket resulterede i snak og interaktion på kryds af tværs af bordet – stemningen var i top. Menuen blev præsenteret af Adam Aamann og den der tilpassede øl-menu blev præsenteret af Mikkel Borg Bjergsø, som begge to sad med til bords.

Spørger man Mikkel Borg Bjergsø, manden bag Mikkeller, var langbordsmiddagen en succes:

”Middagen var præcis, hvad jeg havde håbet på; noget helt andet, end man er vant til. Men altså, det kan vel også kun blive fedt, når man inviterer til middag på en Luftbro med udkig over lufthavnen og de mange rejsende, der pendulerer frem og tilbage under broen. Mere af det!”

Menuen og øl-menuen blev præsenteret af Adam Aamann og Mikkel Borg Bjergsø, som begge to sad med til bords. Foto: CPH

Og spørger man CCO i Københavns Lufthavn, Peter Krogsgaard, er det ikke utænkeligt, at vi kommer til at se mere af den slags arrangementer fremover:

”Langbordsmiddagen har været et forsøg på at skabe en anderledes og unik oplevelse i lufthavnen og herigennem få de spisende gæster til at tænke stedet som noget andet og mere end en lufthavn. Vi er derfor meget glade for at se, at så mange har haft lyst til at være en del af den utraditionelle oplevelse i lufthavnen. Den gode madoplevelse er generelt noget, vi vægter højt – også når det skal gå hurtigt – og det håber vi, middagen kan være et godt eksempel på.”

Læs også: Crazy langbordsmiddag på luftbroen i Terminal 3

 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?