Vi har modtaget:

Læserbrev: Nødvendigheden af samarbejde!

Vi har modtaget: Der er sagt og skrevet meget, siden den nuværende kommunalbestyrelse tiltrådte i januar 2018. Noget i god tone. Noget i en tone som langt de fleste aldrig ville kunne få sig til at bruge, med mindre de er på Facebook. Beskyldningerne er fløjet henover bordet om både det ene, det andet og det tredje. Konklusionen er i min optik, at det der er skrevet og sagt offentligt, i relation til kommunalbestyrelsens førte politik i Dragør, ikke har medvirket til et godt samarbejdsklima. Tværtimod.

Indlæg skrevet af Martin Wood Pedersen (C)

Hvem har så ret og uret? Det er et spørgsmål, som er svært at besvare. Vi taler om politik, og her er præmissen jo rent faktisk, at vi er valgt på forskellige holdninger og ståsteder. Så der er faktisk mange ting, som vi aldrig bliver enige om.

Men situationen er dog således, at 8 mandater valgte at gå sammen i en konstitution. Det der i dag betegnes AOV (Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre). De 3 partier valgte at sætte sig for bordenden, hvilket giver dem en forpligtigelse til at få det til 1) at virke med deres 8 mandater, eller 2) at invitere os andre ind. Og her mener vi hos de Konservative, at et bredere flertal bagved et budget vil give en stærkere forankring. Både i kommunalbestyrelsen og i befolkningen.

Og ind træder vi gerne, hvis der ikke er budgetudvidelser og skattestigninger, samt at vi bygger kassebeholdning og anlægsbudget op. Dette for at skabe et budget der er forsvarligt for Dragør.

En ting er dog min klare fornemmelse og observation, nemlig at samtlige 15 medlemmer af kommunalbestyrelsen vil det bedste for Dragør. Alle ønsker de bedst mulige vilkår for Dragørs borgere. Alle ønsker en positiv udvikling for kommunen.

Vi står lige nu i en alvorlig situation. Det ser rigtig skidt ud med økonomien i Dragør. Derfor skal der nu i forbindelse med budgettet for 2020 træffes nogen rigtigt svære beslutninger. Og det vil givetvis munde ud i en forringet service for adskillige af byens borgere.

Så kan vi give skylden på udligningsordningen. At vi endnu ikke ved hvilke vilkår regeringen giver os for næste år. Ja masser af ting, som vi alligevel ikke kan påvirke, og da slet ikke til et budget som træder i kraft om 4 måneder.

Jeg tror, at Dragørs borgere godt ved, at 2020 bliver et hårdt år. og at vi alle må byde ind med det vi kan. Men det er os som kommunalbestyrelse der må stå på mål for de beslutninger som bliver truffet. Det er vi valgt til, og det er vi indstillet på. Det er så muligt, at der bliver skrevet vrede læserbreve, og at der ryger et par finker af panden fra nogen man møder henover køledisken i Netto. Men det er nu engang det, som vi er valgt på.

Hos de Konservative har vi den indstilling, at Dragør skal være en selvstændig kommune, så længe det er økonomisk forsvarligt. Nu skal vi vise, at vi kan lave et budget der sikrer Dragørs selvstændighed. Det er vort helt klare mål.

Men nu er det altså også tid til at rykke sammen i bussen i kommunalbestyrelsen. Vi bliver nødt til at finde en fælles løsning, for Dragørs skyld. Kræver det, at der skal sluges nogen kameler, og at mærkesager skal gradbøjes? Givetvis ja! AOV og opposition må vi lige glemme for et øjeblik.

Vi hos de Konservative rækker i hvert fald hånden ud til et bredt og tillidsfuldt samarbejde på tværs af den samlede kommunalbestyrelse.

Er 2020 budgetforhandlingen det paradigmeskifte vi har brug for i Dragørs kommunalbestyrelse? Jeg håber det. Det er nemlig nu, at gammelt nag og uoverensstemmelser skal lægges på hylden, og at det siddende flertal åbner op for et bredt samarbejde.

Mandag morgen den 2. september mødes den samlede kommunalbestyrelse til budgetseminar. Jeg tror og håber, at alle møder op med den indstilling, at vi skal finde fælles løsninger for Dragør.

Med venlig hilsen
Katrine Tholstrup, Kenneth Gøtterup & Martin Wood Pedersen
Medlemmer af Dragør Kommunalbestyrelse for de Konservative

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?