“Minkavlerne” – stjernespækket ny komedieserie optaget i Dragør

Den nye TV 2 ZULU-serie “Minkavlerne” ruller over skærmen søndag den 1. september. Dragør har en central rolle i komedien da mange optagelser er foregået på Hollandsminde i Store Magleby og en af hovedrollerne indtages af Frank Hvam som er bosiddende i Dragør.

Foto: TV 2

Ifølge TV 2 venter der noget helt særligt, en absurd og grotesk komedieserie som ikke ligner noget vi har set før, har fiktionschef på TV 2, Katrine Vogelsang udtalt til BT.

Serien har udover Frank Hvam, prominente navne som Mick Øgendahl, Kirsten Lehfeldt, Bodil Jørgensen og Niels Hausgaard på rollelisten og handler om en familie på en minkfarm, som må stå sammen for at overleve og komme ud på den anden side.

“I bund og grund er det en god blanding af ‘Olsen-banden’ og ‘Blinkende lygter’, der venter seerne”

Katrine Vogelsang, TV 2

Serien er skrevet af de to unge comedy-talenter Jonas Mogensen og Kasper Gross. Serien er instrueret af skuespiller og sanger Nikolaj Steen.

Frank Hvam i rollen som byens præst i den nye komedieserie “Minkavlerne”. Foto: TV 2

“Minkavlerne” får premiere på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY søndag 1. september klokken 23:00.

Serien følger en nordjysk familie, der bliver rusket sammen, da de to brødre Allan og Martin ved et uheld kidnapper en vaskeægte Københavner (fra Ringsted) i et desperat forsøg på at holde deres kuldsejlende minkfarm kørende – og samtidig holde lageret af ulovlige våben og fyrværkeri hemmeligt. Pludselig står de midt i en større omvæltning, da humaniora-storebroren også flytter hjem og dyreaktivisterne ringer på døren.

Foto: TV 2

Niels Hausgaard og Kirsten Lehfeldt indtager rollerne som mink-dynastiets overhoveder, Niller og Gerda, Frank Hvam som byens præst og de egentlige hovedroller som sønnerne Allan og Martin spilles af seriens hovedforfattere, komiker-talenterne Jonas Røn Mogensen og Kasper Gross. De har tidligere stået bag Zulu-serierne ‘Grand Danois’ og ‘Hedensted High’ – førstnævnte ligeledes med Øgendahl og Hausgaard på rollelisten.

Kilde: TV 2

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?