I Dragør Kommune er det samlede sygefravær for årets første syv måneder faldet sammenlignet med sidste år. Det glæder kommunaldirektør Kenneth Kristensen.
”Det er rigtig godt at se! Siden januar i år er vores sygefravær på tværs af kommunen faldet støt og roligt. Det betyder meget og er godt for den enkelte, for kollegerne og for kommunens som arbejdsplads,” udtaler kommunaldirektør Kenneth Kristensen og konkluderer:
”Det er en god nyhed.”
Sygefravær er et indsatsområde
Det er i fællesskabet mellem ledelse og medarbejdere, at løsninger på sygefravær skal findes. I samarbejdsorganisationen MED er formuleret fælles retningslinjer, og på de enkelte arbejdspladser er ledelse og medarbejdere sammen om at pege på konkrete indsatser.
Ledere og medarbejdere drøfter fortsat i regi af MED-udvalgene, hvordan det går med sygefraværet hvert kvartal.
Eksempler på forskellige indsatser:
- Stresssamtaler/stresscoach
- Opfølgning på markante fraværsmønstre
- Netværksmøder for ledere om mulighedserklæringer, omsorgssamtaler, stress m.m.
- Understøttelse til at styrke arbejdsmiljø og trivsel
- Institutionsbesøg om fx arbejdsglæde og stresshåndtering.
Det konkrete fald
Det samlede fald i sygefravær de første syv måneder ligger i gennemsnit på en hel dag pr. fuldtidsansat i kommunen. Ved sammenligning af årets første syv måneder er sygefraværet konkret gået fra 7,8 fraværsdage i 2018 til 6,8 fraværsdage 2019.