El-cykler og gravel storsælger hos Troels Cykler

Efter mere end 14 år på hovedgaden i Store Magleby kender de fleste Dragør-borgere Troels Nicolaisen og ”Troels Cykler”. Sortimentet strækker sig fra børnecykler, familiecykler og citybikes til dyre racercykler og elcykler, som er utroligt populære netop i Dragør.

Troels Nicolaisen med en af forretningens populære gravel cykler. Foto: DragørNyheder.dk

Af Henrik Hvillum

Som cykelhandler er man et naturligt samlingspunkt i et lokalsamfund, fordi de fleste mennesker har brug for en cykel til enten transport eller motion. Eller hvis evnerne ikke rækker til selv at lappe ”stålgeden”, når man kommer ud for en uundgåelig punktering.

Troels Nicolaisen er selv aktiv i Dragør Cykelklub, og derudover kommer en stor del af byens borgere forbi for at få lappet, repareret eller vedligeholdt deres cykel.

Der er et naturligt marked for almindelige cykler, men hos Troels Cykler mærker man, at folk er blevet mere specialiserede. Hvis man tager motionist-delen af kundegruppen, er tendensen lige nu, at mange går over til de såkaldte gravels, som bruges til cykelcross, som er terrænkørsel på racercykler, bare med lidt kraftigere dæk.

”Der er jo ingen bakker på Amager!”

”Amager er ideel til gravel og cross, fordi vi ikke har terrænet til mountainbike. Her er jo ingen bakker… Til gengæld kan man bruge den samme cykel året rundt, man skifter bare dækkene og kører på f.eks. Amager Fælled om vinteren. Det fungerer lige som på bilen, som jo har både vinter- og sommerdæk. Så behøver man også kun én cykel i stedet for to, men de fleste har nu generelt to forskellige cykler. Geometrien er den samme, så man sidder på samme måde, som man gør på sin racercykel”, forklarer Troels Nicolaisen.

Dragørs beliggenhed i forhold til mange arbejdspladser i København gør, at det er blevet umådelig populært blandt byens pendlere at købe en el-cykel. For mange mennesker i Dragør, som arbejder i København, på Frederiksberg og lignende steder er det i mange tilfælde hurtigere end at tage både de offentlige transportmidler eller bilen. Særligt i myldretiden, naturligvis.

”Regnen er den eneste udfordring for en el-cyklist. Vinden bliver overflødig, for motoren kompenserer for det meste. Men tager man regntøjet på, er det bare derudaf, og har man 10-20 km til arbejde, er det klart en hurtigere løsning end at tage bilen i myldretiden, også fordi man slipper for at bruge tid på at finde en parkeringsplads”, fortæller Troels Nicolaisen, mens regnen meget passende siler ned under DragørNyheders besøg i Store Magleby.

Hvad er en gravel cykel?

De senere år er der opstået en ny trend indenfor for landevejscykling, nemlig gravel cykler. I forbindelse med den stigende interesse for cykelløb og landevejscykling, er efterspørgslen på specialdesign steget, hvilket har resulteret i udviklingen af en Gravel cykel. Denne cykel kan bruges til både en tur på landevejen, i skoven og på arbejde, og egner sig desuden perfekt til eventyrere, der søger nye udfordringer på grusveje og andre atypiske underlag. Gravel cyklen er den perfekte blanding af en Racer og Cyclocross. De tekniske off-road aspekter af Cyclocross cyklen er kombineret med racercyklens hurtighed. Denne kombination sikrer, at du kan cykle trygt på flere forskellige overflader, såsom både grus, mountainbike stier eller brolagte veje.

Kilde: hellorider.dk

Investeringen er hurtigt tjent ind

I Dragør har mange husstande to relativt høje indkomster, og hos Troels Cykler oplever man, at mange familier dropper bil nummer to, og så skiftes mand og kone til at tage el-cyklen til arbejde. El-cykler kan bruges af begge køn, og selv om mænd generelt har længere ben end kvinder, er det ofte blot et spørgsmål om at sætte sadlen op og ned. Med de sparede udgifter til benzin, vægtafgift, vedligeholdelse, service osv. er investeringen på eksempelvis 15.000 kroner ofte tjent ind efter meget kort tid.

”Hvis man køber en el-cykel i stedet for et månedskort til bussen, viser alle beregninger, at købsprisen er tjent ind efter ca. 2½ år. Og så får man jo frisk luft og motion stadigvæk”, slutter Troels Nicolaisen.

Der er i øvrigt udsalg på alle typer af cykler hos Troels Cykler i denne tid, så der er alle muligheder for at gøre en god handel inden efteråret og vinteren for alvor sætter ind.