For første gang i 21 år opdaterer SAS designet af flyets farver, udseende og bemaling. Det nye design er en moderne version af det klassiske, velkendte SAS-design og de nye Airbus A350 og A320neo bliver de første med den nye bemaling.

De nye farver og design er et led i en omfattende fornyelse af SAS-flåden, oplyser SAS i en pressemeddelelse. Fornyelsen indebærer en ny opgradering af flyets farver, udseende og bemaling.
“Det nye design er en markering af SAS’ fremtid, der er mere bæredygtig og konkurrencedygtig, men det er også en forsættelse af en lang og stolt historie, hvor vi har udviklet og promoveret skandinavisk design, kultur og værdier. Jeg er overbevist om, at kunder fra Skandinavien vil genkende deres hjemland, mens globale rejsende vil opleve et nordisk udtryk,” siger Rickard Gustafson, President og CEO i SAS.
I 2015 introducerede SAS et nyt design af kabinen og koncepterne ombord. Flyets nye farver og udseende betyder, at SAS’ fly nu har samme udtryk og design både internt og eksternt.
Kundeanalyser viser, at mange rejsende er stolte over at være en del af SAS-fællesskabet. Når de sætter ord på deres relation til SAS, fremhæver de ofte den unikke blå farve, som sammen med logoet med de tre bogstaver er blevet SAS’ signatur.
Denne ånd og unikke relation hylder det nye design, blandt andet ved at den blå farve på halen er ført længere ned ad flykroppen, og derudover er der nu et stort, sølvfarvet SAS-logo forrest på flyet.

“De tusindvis af SAS-medarbejdere, som hver eneste dag giver passagerer fra hele verden rejseoplevelser og service i topklasse, er altafgørende for den gode relation til vores kunder. De er ansigtet på vores brand, og deres engagement er nøglen til en mere bæredygtig og konkurrencedygtig fremtid,” siger Rickard Gustafson.
Udrulningen af det nye SAS-design følger det normale vedligeholdelsesprogram for flyene, som betyder, at den eksisterende flåde bliver malet i de nye farver og udseende i løbet af de næste 5.-6. år. Alle SAS-fly vil være opdateret med det nye design i 2024.

SAS har valgt et avanceret coating-materiale, som gør det muligt at anvende færre farvelag. Det mindsker flyets vægt betydeligt, som medvirker til brændstofbesparelser og dermed reduceret CO2-udledning. Derudover indeholder malingen færre giftstoffer end konventionelle coating-materialer, mens en øget levetid betyder, at der går længere tid mellem, at flyene skal males om.
De nye Airbus A350 og A320neo, markedets mest moderne og brændstoføkonomiske fly, bliver blandt de første SAS-fly med det nye design. I forbindelse med moderniseringen af kort- og langdistanceflåden vil SAS i alt modtage nye Airbus A320neo- (80), Airbus A330 Enhanced- (5), Airbus A350- (8) og Airbus A321LR-fly (3) i 2023.
HER ER SAS-FLYENES NYE FARVER OG DESIGN
Kilde: SAS |
Se flere billeder af det nye SAS-design i galleriet nedenfor: