Emil Bue: ”De unge er bedre, end de selv tror”

Emil Bue har undervist i Dragør Ungdomsskole, siden han selv blev for gammel til at være elev. Han er nok særligt kendt for at undervise teaterholdet, som han overtog efter Pernille Stockfleth, og så er han drevet af at vise de unge, at de er bedre, end de selv tror. Han oplever nemlig, at mange unge i dag har problemer med deres selvtillid, selvværd og selvbillede. Derfor er det vigtigt, at de unge får en platform til være kreative og arbejde med sig selv, mener han.

Hvor er det nu, vi har set dig før?

Man kan have set mig mange steder. Jeg har de sidste fem år arbejdet på Ungdomsskolen, hvor jeg har undervist unge i forskellige kreative områder som teater, drama, film og hjemmesideprogrammering. Jeg er desuden med til Ungdomsskolens skoleprojekter som demokratidag, historieløb og til weekendarrangementer som laserskydning, FIFA-aftener og Movie Night i Dragør Bio. Jeg møder altså alle kommunens udskolingselever flere gange i løbet af året. Jeg har undervist herude siden jeg var 19 år og egentlig alt for ung til at få lov. Jeg startede med bare at hjælpe lidt til på weekendholdene, og så fik jeg siden blandt andet lov at overtage teaterholdet efter Pernille Stockfleth.

Desuden er jeg født og opvokset i Dragør, så man kan selvfølgelig også have set mig i ungdomsårene, da jeg selv gik i skole og cyklede rundt herude. Eller i løbet af mine teenageår, da jeg i fem år ordnede øl, mælk og chips i Føtex Food.

Hvad består din hverdag af?

Jeg er ved at færdiggøre min kandidat i teater- og performancestudier på Københavns Universitet, så meget af min tid går med forelæsninger og bøger.

Ellers er jeg ofte på ungdomsskolekontoret eller underviser på skolerne i f.eks. teater eller film making om aftenen. Min hverdag er derfor meget forskelligartet, men fællesnævneren er klart kreativitet og social udvikling.

Jeg er i høj grad drevet af at vise de unge, at de er bedre, end de selv tror. Jeg oplever desværre, at mange unge i dag har problemer med deres selvtillid, selvværd og selvbillede. Det er derfor sindssygt vigtigt, at de unge får en platform til være kreative og til at arbejde med sig selv, arbejde med deres kropsforståelse og med deres tro på sig selv. Der, synes jeg, at Ungdomsskolen og SSP er nogle af de aktører, der trækker et kæmpe læs. Det er derfor også enormt givende at have en hverdag, hvor jeg bidrager til dette.

Hvad er den største nyhed i dit liv lige nu?

Det må klart være, at Ungdomsskolens teaterhold i år havde over 200 tilskuere på to dage. Vi havde desuden besøg af flere kommunalbestyrelsesmedlemmer og af borgermester, Eik Bidstrup, der holdt en fin tale for de unge skuespillere og for publikum.

Teaterholdet er i høj grad et hjertebarn for mig, og det er et af de steder, hvor arbejdet med de unge giver det mest direkte og synlige afkast. De unge bliver gladere, mere selvsikre og bedre til at fremlægge i skolen og til stå frem for sig selv – og nå ja, så bliver de også bedre til teater, selvfølgelig.

Emil vandt i 2017 Ungeprisen, der blev uddelt af Dragørs ungdomsråd.

Jeg har kanon opbakning som underviser, og jeg får virkelig lov til at skabe nogle gode rammer for de unge. I 2017 vandt jeg Ungeprisen, der uddeles én gang årligt i Dragør. Det var to unge fra teaterholdet, der havde indstillet mig, og det er faktisk det største kompliment at få, når de unge selv siger, at de er glade for det, jeg laver. Og så betyder det meget, at det, de fremhævede var, at jeg er god til at snakke med de unge, uanset om de har det godt eller skidt. Jeg kommer nok også lidt tættere på dem end en matematiklærer.

Hvad er dit bedste Dragør-minde?

Det må være de mange gåture på havnen med min mormor gennem barndommen. Der har altid været skøn atmosfære og plads til en is. Og de seneste år er havneområdet kun blevet endnu federe.

Hvad er dit yndlingssted i Dragør?

Lunden ved Hartkornsvej. Det er et super hyggeligt område, som man ofte bare kører forbi. Men det er faktisk virkelig velegnet til gå- løbeture eller til at koble af. Jeg har brugt området meget gennem årene.

Hvad er din yndlingsbegivenhed i Dragør?

Fastelavn. Der mærker man tydeligt, at Dragør er en helt særlig by med traditioner, som de lokaler støtter op omkring.

 

 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?