Søndag d. 10. november fik 30 unge en helt særlig masterclass i Dragør Ungdomsskole. Peter Cheng, der ejer Restaurant Asia på Kongevejen, havde nemlig tilbudt at undervise de unge i at lave hjemmelavet sushi fra bunden.
Peter og Emily fra restaurant Asia overtog undervisningen i Dragør Ungdomsskole for en dag, da de lavede en helt særlig masterclass for Dragørs unge i skolekøkkenet på St. Magleby Skole.
De lokale samarbejder gør Dragør helt særlig
“Det er den slags lokale samarbejder, der gør Dragør helt særlig,” siger Martin Sleimann, der står for programmet i ungdomsskolen.
Peter og Emily startede med at filetere en hel laks og fortælle om de nødvendige råvarer. Herefter viste de, hvordan man laver forskellige ruller og gav de unge lov til at prøve kræfter i køkkenet under kyndig hjælp og vejledning.
”Deltagerne var superdygtige og engagerede, og vi håber, at alle hyggede sig. Vi har været glade for at kunne være med til undervisningen,” fortæller Peter.
Ideen opstod, da Peter Cheng sammen med sin familie deltog i Den Store Bagedyst på Ungdomsskolens familiehold: Hvorfor ikke få de lokale eksperter til at undervise på sådan et endagshold?
Altid plads til flere samarbejder
”Vi er altid åbne for gode ideer og samarbejder, og det er oplagt at lave lokale samarbejder på tværs i en lille kommune som Dragør. Vi er rigtig glade, når lokale aktører har lyst til at lege med og vise de unge, hvad byen har at byde på,” siger Martin Sleimann fra ungdomsskolen.
Ungdomsskolen arbejder også sammen med blandt andre erhvervsfisker Leif Toulstrup, når de skal bruge friske fisk i undervisningen, og med Amager Skovhjælpere, der jævnligt stiller op med deres motorbåd og kyndige sejlere til ture på Øresund.
For nylig deltog lokalpolitikere ved 9. klassernes årlige demokratidag, hvor de unge kom med deres bud på, hvordan et dige kunne udformes. Samarbejderne kan nemlig også bruges til at få de unges input til kommunale tiltag, påpeger Martin Sleimann.