Miljøvenlig juletræsguide: Først skal træet vises siden skal det spises

Måske er det denne weekend, juletræet skal i hus, og du vil gerne træffe det mest miljøvenlige valg. Men skal du vælge Nordmann eller rødgran, et træ med rod eller kapitulere til plastik?  DragørNyheder og Danmarks Naturfredningsforening guider dig gennem sandt og falsk i nåletræsjunglen.

Foto: Danmarks Naturfredningsforening

Af Pia Melander Guilbert

Jeg bør vælge et økologisk træ
Sandt! For at tage mest muligt hensyn til naturen, bør du ifølge Danske Skove vælge et økologisk juletræ. Det er dog kun 1,7 procent af de juletræer, der bliver solgt på det danske marked, der er økologiske, så det er om at være ude i god tid.

Nordmann er pænest…
Ja måske, men rødgran er et mere miljørigtigt valg. Nordmannsgran er de seneste årtier blevet danskernes foretrukne juletræ, men det er et juletræ, der kræver meget sprøjtegift og kunstgødning. Rødgran er mere naturlig på vores breddegrader, og det har derfor ikke brug for lige så meget hjælp til at trives som nordmannsgran.

En bonus ved rødgran er, at det dufter mere af gran, end nordmannsgran gør, så det giver lidt ekstra til julestemningen. En god idé er at bruge en juletræsfod med plads til vand i og at placere rødgranen et køligt sted op til juleaften. Så holder den på sine nåle.

Et juletræ med rodnet kan bruges igen og igen
Sandt, hvis du altså kan holde i liv i det, og det kan være svært. Du kan købe et juletræ med rødder i en potte, stille det ind stuen og vande og bruge det som ethvert andet juletræ. Når julen er overstået, skal du blive ved med at vande det indenfor, inden du til foråret kan plante det ud i din have.
Næste år kan du eventuelt grave det op og genbruge det. På den måde kan træet genbruges flere gange og bringe glæde og gavn også resten af året, og til slut måske få lov at blive et stort flot træ.

Det er dog ikke helt let at få træerne til at overleve som genbrugsjuletræ. De træer, som formår at overleve skiftet fra kold jord i naturen til en varm stue og derefter plantes ud igen, vil inden for få år gro ud af potten. Størst chance for overlevelse har de træer, som har vokset hele deres liv i en potte, så rødderne passer til træet.

Jeg lejer bare et juletræ. Det er smart
Ikke rigtigt. Det er blevet meget moderne at leje juletræer, men disse træer er desværre sjældent økologiske, hvilket betyder, at du får et sprøjtet træ ind i stuen for senere at sætte det ud i naturen igen.

Dertil kommer, at juletræsplantager ikke er natur, men mere minder om landbrug. Juletræerne bliver plantet alene med det formål at blive til juletræer, på samme måde som korn (eller andre afgrøder) alene bliver plantet med det formål at blive til korn.

Tiltaget kan give mindre belastning af klimaet, men træerne skal transporteres frem og tilbage, og der bruges maskinkraft til at hive dem op af jorden.
Der er ikke stor forskel på at leje et træ og købe et pottetræ. Begge træer har dårlige prognoser for genplantning og er sjældent økologiske.

Med Fairtrade er jeg ultimativt klimabevidst
Sandt. Hvis du vil bidrage til, at der er blevet taget hensyn til både natur, miljø og mennesker under produktionen af frøet til dit juletræ, så kan du vælge et Fair Tree. Frøene høstes i skove i Georgien, hvor nordmannsgranen stammer fra. I Danmark er alle Fair Trees endda også økologiske.

Foto: Danmarks Naturfredningsforening

Okay så køber jeg et plastikjuletræ. Det kan klappes sammen som en paraply og bruges igen næste år.
Ja, men det er faktisk ikke særligt miljøvenligt. Naturskyddsföreningen i Sverige har fået beregnet, at efter selv 10 års anvendelse har et plastjuletræ en højere miljøbelastning samlet set end et juletræ af nordmannsgran.

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening, www.dn.dk

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?