Boligmarkedet i Dragør er på vej tilbage i balance efter det nye boligbyggeri på Vierdiget-grunden er så godt som udsolgt. Der er opført 102 boliger og de 100 er solgt i følge Lind & Risør som er bygherre på projektet. Men at sluse over 100 nye boliger ind på et forholdsvis lille marked som Dragør påvirker også boligpulsen, som nu er på vej tilbage til normalen ifølge ejendomsmægler Uffe Jochumsen som er indehaver af home Tårnby-Dragør.

I 2016 købte Lind & Risør grunden, hvor den tidligere Vierdiget Skole lå, af Dragør Kommune og påbegyndte straks derefter opførelsen af de 102 rækkehuse som er bygget i tre faser. DragørNyheder spurgte ejendomsmægler Uffe Jochumsen fra home Tårnby-Dragør hvad det betyder for boligmarkedet i Dragør, at de over 100 nye boliger nu er sluset ind på markedet;
– Lind & Risør´s projekt på Vierdiget har tilført Dragør en række nye attraktive boliger. Nye og ældre-venlige boliger som en større befolkningsgruppe i byen har efterspurgt. Samtidig blev der også plads til rækkehuse til det yngre publikum, som er den suverænt største gruppe af købere vi har til Dragør. De søger et trygt, mindre samfund tæt på naturen og København, som har sin egen identitet, fortæller Uffe Jochumsen og fortsætter;

– Efterdønningerne af et så stort projekt i så lille kommune er også ved at have lagt sig. Fra et marked med næsten 160 boliger til salg i kommunen medio januar 2018, er vi nu nede på under 100, hvilket er et mere balanceret udbud. Vi var tæt på at frygte endnu flere boliger til salg som i 2009, hvor vi var over 200 og dét koster på prisen. Heldigvis gik det ikke så slemt, sølle kr. 200.-/kvm i prisfald siden 2019 blev det til, og der er positive takter på vej, konstaterer Uffe Jochumsen.
– Med et nyt stort og flot projekt følger også ganske simpelt at der er flere boliger at sælge af, og bliver Dragør ved med at forny sig som andre områder i København, f.eks. ved Amager Strand i Sundby, Ørestad og Nordhavn, jamen så får vi også en stigende efterspørgsel. Købere flytter sig mere eller mindre ubevidst efter et område der er i udvikling, og fravælger mere aktivt område der ikke udvikler sig.
– Dragørs store udfordring er som resten af Storkøbenhavn at der ikke er så meget jord at udvikle på, så meget skal ske i eksisterende rammer. Senest med ny svømmehal, og en mere levende havn med mere udeservering og turistrettede tiltag viser Dragør, at byen ikke står stille og at man godt kan flytte sig selvom der er en gammel fredet kerne der ikke rykkes på. Så vores spådom vil være at Dragør vedbliver at være et attraktivt sted at bosætte sig og priserne vil følge Københavns udvikling – måske med en lille pil op, siger Uffe Jochumsen afslutningsvis.