Bevæbnet politi anholdt søndag aften en mand i Dragør. Forud for anholdelsen var manden flygtet, og politiet affyrede skud. Både Langebro og Knippelsbro blev afspærret, indtil politiet kunne pågribe manden.

Af Pia Melander Guilbert
Flere medlemmer af facebookgruppen DragørNyheder hørte skud, da politiet i går jagtede en mand i Dragør. Ifølge vidner var det i Søvang, skudepisoden fandt sted. Da politiet ville anholde manden, flygtede han.

Under flugten var han ved at påkøre politiet, som derfor affyrede skud. Både Langebro og Knippelsbro blev kortvarigt afspærrede, mens jagten stod på. Klokken 21.45, efter en halv time eftersøgning, lykkedes det politiet at anholde manden tæt på det sted, han var flygtet fra.

Der er stadig ikke frigivet oplysninger om, hvorfor manden skulle anholdes, men sent søndag aften var politiet stadig til stede i Dragør, hvor de arbejdede med hunde og havde afspærret et område. En hvid Mercedes blev blandt andet beslaglagt.
