Alle eventyr har en slutning og det har Danmarks hyggeligste julemarkedet “Jul i Dragør” også. Søndag den 22. december sagde alle boder på julemarkedet tak for i år og lukkede lågerne for sidste gang – i denne omgang. Trods en december med blandede vejrforhold har julemarkedet i Dragør været en publikumsmagnet med flere tusinde besøgende.

Hvert år i december måned, forvandler Dragør sig til et ægte juleeventyr for børn og voksne hvor man kan opleve Danmarks hyggeligste julemarked og gå på skattejagt i byens små gader og stræder.

Jul i Dragør stammer fra DRs julekalender “Tidsrejsen”, hvor ikke mindst julemarkedet spillede en stor rolle i julekalenderen som DR sendte i 2014. Julemarkedet gør meget ud af, at bevare den autentiske stemning som man kunne opleve i DRs julekalender tidsrejsen, og blandt andet kan man opleve de samme 13 originale boder på Badstuevælen, som optrådte i julekalenderen.

Du kan nå det endnu
Tilbage står nu kun de sidste to dage med Dragørs egen julekalender “Levende Låger” hvor alle, store som små, er velkommen på turen rundt i Dragørs gamle gader og stræder. Mandag den 23. december mødes man kl. 17.00 under lygten på Badstuevælen og til den sidste levende låge som skal åbnes den 24. december starter turen allerede kl. 11.00, ligeledes fra Badstuevælen i Dragør.
Herfra går alle igennem Dragørs hyggelige små gader, hen til dagens Levende Låge – hvor en familie i den gamle by har pyntet et vindue smukt op. Den familie som man besøger har selv bestemt hvordan de vil pynte vinduet og hvilken historie de vil fortælle de besøgende. Besøget afsluttes med en fællessang og sommetider kan man være ekstra heldig at der bydes på lidt mundgodt.