Årets mest kommenterede farvel (og en mand med format)

”Dragør bliver aldrig det samme uden jer” og ”Hvor er det sørgeligt” lød et par af de mange kommentarer, da DragørNyheder i april udgav artiklen om, at Grønthandleren på Kongevejen skulle lukke. Alle kunne blive enige om, at det var forfærdeligt, men lukningen symboliserede også en central lokalproblematik: Vi vil gerne bevare de lokale forretninger, men handler vi nok i dem?

Foto: DragørNyheder.dk

Af Pia Melander Guilbert

Engang ville man have sagt, at Henrik Bæk Andersen tog det som en mand og måske endda, at han udviste tapperhed og format. Da redaktionen på DragørNyheder kiggede tilbage på året, der gik, trådte interviewet med grønthandleren frem som en af de mest tankevækkende artikler, dels fordi den var en af de mest kommenterede, dels fordi Henrik Bæk Andersen usentimentalt ramte ned i en lokal problematik, da han sagde:

– Min kernekunde er ægteparret, der er gået på pension og godt kan finde på at komme herned to til tre gange på en dag. For ældre mennesker er det dejligt, at de her kan købe to løg, fire æg og en porre. Turister, der kommer slentrende ned ad gågaden og lige skal have blomst, har vi også en del af, men familierne med to til tre børn ser vi ikke rigtig. Og jeg forstår det godt.

Mens vi andre stod i supermarkedet
Alle, der har været en tur hos grønthandleren, mens den eksisterede, kan blive enige om, at det var en del hyggeligere end at gå i et supermarked. Alligevel er det de færreste af os, der kan sige, at vi handlede der så meget, at vi var med til at få det til at løbe rundt. For Henrik Bæk Andersen havde det i flere år været en sej kamp at det få det hele til at hænge sammen, og nu da det beslutningen om at lukke var taget, tog han det bemærkelsesværdigt pænt – ja afklaret vel.

Mens vi andre stod i supermarkedet og talte om, hvor ærgerligt det var, at vi nu ikke længere skulle have en grønthandler, takkede Henrik pænt for hver enkelt medfølende kommentar, der kom til nyheden, men han beklagede sig ikke selv. En anden vigtig årsag til lukningen var i øvrigt, at de nye ejere varslede en fordobling af huslejen, og det er en anden lokal problematik: Investorer opkøber ejendomme, renoverer og hæver huslejen, hvilket kan være med til at presse de små forretninger ud af gadebilledet.

Tak til Dragør Frugt & Grønt for de mange år, hvor vi måske ikke handlede nok, men nød det, når vi gjorde. Også tak til alle de andre lokale forretninger, der kæmper kampen.

Grønthandleren på Kongevejen takker af

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?