Sensation på Den Blå Planet

Det er yderst sjældent, at en havskildpadde lægger vejen forbi de kolde danske have, men torsdag spottede to tyske turister en såkaldt uægte karette på afveje, da de gik tur langt kysten i Blåvand, Vestjylland. Skildpadden er nu blevet fragtet til Den Blå Planet, hvor den behandles for lungebetændelse.

Foto: Anders Engrob/Den Blå Planet

Af Pia Melander Guilbert

To tyske turister gjorde torsdag et sjældent fund, da de gik tur langs kysten i Blåvand i Vestjylland. Her fik de øje på en havskildpadde, der var blevet skyllet i land og kæmpede for igen at komme ud i havet. De tog den med til Blåvand Zoo, hvor den blev undersøgt, og den afkræftede skildpadde er nu blevet transporteret til Den Blå Planet.

Kun tredje gang i Danmark
Ifølge Lars Olsen, der er chef for Dyr og Anlæg i Den Blå Planet, er det kun tredje gang, man har fundet en skildpadde af typen uægte karette i Danmark. De yngler kun i tropiske samt subtropiske have og Middelhavet, og det menes, at skildpadden er blevet ført nordpå med Golfstrømmen og ind i den Engelske Kanal, hvor Jyllandsstrømmen så har ført den videre nordpå og ind til Vestkysten.

I behandling for lungebetændelse
Der er dog tale om et lille, dehydreret eksemplar på kun to kilo. Til sammenligning vejer Den Blå Planets anden uægte karette omkring 60 kilo. Det er ikke unormalt, at en uægte karette bliver cirka en meter lang og vejer 110 kilo. Efter det længere ophold i koldt vand er der i øvrigt stor sandsynlighed for, at skildpadden har fået lungebetændelse, derfor får den nu antibiotika. Foreløbigt virker den dog meget livlig og interesseret i sine omgivelser, understreger Lars Olsen.

Meningen er, at den nye skildpadde skal sættes ud i Den Blå Planets kæmpetank, Oceanet, når den har vist sig levedygtig. For at hjælpe den på vej, gøres det vand, den svømmer i, gradvis varmere. Overlever skildpadden, kan den formentlig indtage Oceanet om en måneds tid.

At den lille fyr ikke sættes tilbage i havet skyldes, at den ikke ville have kræfter til selv at svømme tilbage til varmere vande.

Kilde: Den Blå Planet / TV2 Lorry

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »