I Dragør er en førstegangsfødende 30,9 år

Vi ligger stadig højere end landsgennemsnittet, men gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Dragør ser ud til at være på vej ned efter at have været en af landets højeste. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Foto: Negative Space

Af Pia Melander Guilbert

Hvor gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Tårnby er højere end nogensinde, ser den ifølge nyeste tal fra Danmarks Statistik ud til at være på vej ned i Dragør. Statistikken er baseret på 2018-tal, og her er gennemsnittet for førstegangsfødende kvinder fra Dragør kommet ned på 30,9, mens det i 2017 lå på 33,7.

Selvom Tårnby slår sin egen rekord, er kvinderne i nabokommunen dog stadig yngre end os i Dragør, når de føder første gang. Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Tårnby var i 2018 30,1 år.

Individet forløser sig selv
Ifølge sitet babyhelp.dk, der hjælper kommende og nybagte forældre med at finde hjælp til de udfordringer, de møder i dette nye kapitel af deres liv, er det stadig en generel tendens, at førstegangsfødende bliver ældre og ældre, selvom der de senere år har været øget fokus på, at fertiliteten falder med alderen, og flere og flere skal have hjælp til at få børn:

– Rigtig mange ønsker at opnå en række karrieremæssige mål, inden de får børn, konstaterer medinehaver af babyhelp.dk, Casper Ellan Schou og tilføjer, at vi i det hele taget i en årrække har oplevet et øget fokus på, at individet skal forløse sig selv og sine behov. Det kan for eksempel være ved at gøre karriere, men også ved at tage på lange rejser. DragørNyheder tilføjer for egen regning, at de fleste nok også gerne vil have fundet den rette partner at få børn med.

Ældst på Frederiksberg
Frederiksberg Kommune tager i 2018 titlen som den kommune, hvor kvinderne var ældst, da de fødte første gang. Her er gennemsnitsalderen 31,5 år, mens den i Læsø Kommune, hvor den var lavest, er nede på 25,8 år. Danmarks Statistik har målt alderen for førstegangsfødende siden 1960, hvor den lå på 22, 9 år.

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?