Når vi læser om besættelsen er det ofte beskrivelser af sabotager, schalburgtager, likvideringer, folkestrejker m.v. Af og til lidt om de hårde vintre og rationeringer på alting. Var dagliglivet i Dragør meget forskelligt fra andre tilsvarende byer i Danmark under besættelsen?
Af Dines Bogø
På flere måder er Dragør forskellig fra mange andre danske byer. Tysk militær og politi var stærkt repræsenteret på den sydlige del af Amager. (Københavns Lufthavn, flere kystfortanlæg, radarstation og mange indkvarteringer i beslaglagte villaer og nyopførte barakker). Sverige ligger som bekendt tæt ved Dragør og det bevirkede, at der var stor aktivitet omkring havnen i Dragør.
Vi havde ikke de store industrianlæg, hvor man som andre steder var tvunget til at arbejde for Værnemagten. På familieplan kunne der, som andre steder, opstå dybe konflikter. Så i familier, blandt venner og bekendte ligner Dragør alle andre mindre bysamfund.
Familiemedlemmer kunne være uenige om man skulle modarbejde, være ligeglad eller samarbejde med fjenden. Politisk kunne det også være svært, at skulle forholde sig til, at nu var det nazisterne, der var ”fjenden”.
Det havde for manges vedkommende før krigen været kommunisterne, der var dem man skulle passe på. Det blev det igen ret hurtigt efter besættelsen.
Eksempler
En fabrikant i Sundby, der havde sommerhus i Dragør, måtte opleve, at en af hans sønner meldte sig til tysk krigstjeneste i 1941 på Østfronten. Internt i familien gav det store problemer og i Dragør mærkede sønnen i hele sin levetid på mange måder, at hans fortid bestemt ikke var glemt.
En familie mistede en søn i KZ-lejr og en anden af familiens sønner havde meldt sig til tysk vagttjeneste. En husejer, der var landsretssagfører, fik et meget nært samarbejde med en af de danske nazistiske partiorganisationer. Han var ikke egentlig protysk, men han havde en politisk holdning, der ikke lå langt fra det herskende i Tyskland.
Han frasagde sig forskellige bestyrelsesposter for ikke at bringe andre i miskredit. Han var en venlig mand og derfor holdt hans venner og bekendte fortsat kontakten. Det blev kendt på landsplan, da han havde inviteret flere lokale på besøg på sit gods i Jylland. Lokale fra Dragør var med på et foto på forsiden af det protyske dagblad ”Fædrelandet”. Det blev husket i Dragør efter befrielsen og flere år frem.
Der blev set skævt til de handlende, der var venlige og ikke afvisende over for tyske kunder. Helt galt var det med byens piger/damer, der faldt for flotte tyske mænd i uniformer. I befrielsesdagene var der jagt på de formastelige, der ikke var blevet bragt i sikkerhed ”på landet”.
Det var meget få i Dragør/Store Magleby, der 5. maj 1945 stod på arrestationslisterne. For en sikkerheds skyld kørte man rundt og samlende mange op på ladet af lastvogne til gentagne ture gennem byen. De anholdte blev ført til Store Magleby skole. Her blev mange løsladt hurtigt. Øvrige blev ført videre til Skolen i Peter Vedelsgade i Sundby. Enkelte blev ført videre til internering i Sundby Idrætshal.
Flere uger efter befrielsen hentede man pludselig et par af byens kendte håndværksmestre, som lige skulle mærke, at man vidste, at de havde udført arbejde for ”fjenden”. Håndværksmestrene blev tilbageholdt og først efter lange alvorlige forhandlinger lykkedes det politiet fra Tårnby at befri de pågældende.
Kom Dragør så på verdenskortet, i lighed med Gilleleje, i forbindelse med redning af 600-700 jødiske medborgere? Nej! Årsagen var bl.a. en kommunal ivrighed i 1944 med at opkræve skat af fiskerne og deres sejlladser i oktoberdage i 1943.
Fiskerne og deres hjælpere havde efter den skattesag efterfølgende bestemt ingen lyst til at fortælle noget som helst om deres indsats under krigen.
Skal historierne fortælles?
Af og til kan man læse brudstykker om ovennævnte i litteraturen, men hvorfor skriver man ikke alt?
Meget ofte er det nødvendig, at kende omstændighederne og datidens forhold for, at forstå det fulde indhold af en beretning. Har man ikke de faktorer med, får man en skæv opfattelse af, hvad der skete.
I dag kan man ikke bare tale om, at alting var sort eller hvidt.
Faktisk var det mest gråzone og et valg dengang var bestemt ikke så nemt. Nemmere i dag at sige, at sådan burde de have gjort for 75 år efter.
Dragør Bio viser i øjeblikket filmen ”De forbandede år”. Den danske film giver stof til eftertanke.
