ATJU! – Pollensæsonen er startet

Den er god nok! Nys, snotnæser og røde øjne er kommet til os langt tidligere end normalt. Det er Astma-Allergi Danmark som allerede har opfanget de første pollen i luften, oplyser de i en pressemeddelelse.  

Pollensæsonens tidlige start skyldes det milde vintervejr i december og januar, lyder det fra Astma-Allergi Danmark. Foto: Astma-Allergi Danmark

Forårstræerne el og hassel er begyndt at blomstre, og nu er de første pollen gået i pollenfælden i København. Ifølge biolog og leder af pollentællingerne ved Astma-Allergi Danmark, Karen Rasmussen, skyldes pollensæsonens tidlige start det milde vintervejr i december og januar:

– Vi har fundet de første pollen fra hasselbuske og elletræer, og det er cirka en måned tidligere end en gennemsnitlig sæson. Vi skal tilbage til 2007 for at finde en tidligere sæsonstart end i år. Normalt starter sæsonen for forårspollen først midt i februar, men denne kan variere med op til to måneder afhængigt af vintervejret.

Hvor slem sæsonen bliver for allergikerne, afhænger af vind og vejrforhold. Milde vejrforhold med lune temperaturer og solskin giver normalt flest pollen. Der er dog stadig lidt håb for dem, som allerede snøfter. Kommer der perioder med nedbør eller kulde, kan det nemlig bremse pollenspredningen.

Det er ikke ualmindeligt, at birkepollenallergikere også reagerer på pollen fra el og hassel. Hvis man har allergi overfor birkepollen, som over halvdelen af Danmarks en million pollenallergikere, kan man derfor opleve symptomer på høfeber eller astma allerede nu.

Få råd og vejleding til din pollenallergi

Pollensæsonen med medfølgende snøft, kløe og nys kan føles lang og sej, og give anledning til spørgsmål om den bedste behandling og behov for gode fif til at komme igennem hverdagen.

Som pollenallergiker står man ikke alene med sin pollenallergi. Astma-Allergi Danmark tilbyder kompetent og individuel telefonisk rådgivning til alle. Som medlem af Asta-Allergi Danmark tilbydes man også særlig medlemsrådgivning med både skriftlig rådgivning og muligheden for at booke et opkald fra en rådgiver, når man selv har tid.

Sådan holder du dig opdateret

Et højt pollental medfører ofte værre symptomer på pollenallergi. Astma-Allergi Danmarks medlemmer og andre pollenallergikere kan med fordel følge med i foreningens forskellige pollenservices. Her kan man holde sig opdateret på pollentallene og justere sin behandling derefter.

Særligt Astma-Allergi Danmarks app, Dagens Pollental, er en vigtig hjælp for mange pollenallergikere i pollensæsonen. Med appen kan man have det seneste pollental og det forventede pollenniveau for dagen med i lommen. Dagens Pollental og Pollenvarsling fra Vestdanmark bliver offentliggjort snarest muligt.

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?