Guide: 3 tips til en regn- og blæstfri weekend

Vejret skulle ikke blive det bedste, så her præsenterer vi tre indendørsaktiviteter, du kan lave i weekenden, hvad enten du er mest til at bygge LEGO, kigge på kunst eller varme op til fastelavn. Måske alle tre ting?  God fornøjelse og dejlig weekend fra DragørNyheder.

Foto: Lego PR

Af Pia Melander Guilbert

LEGO World i Bellacenter med LEGO
Større vildere og sjovere overraskelser end nogensinde før. Det lover LEGO World, der er på sit årlige ophold i Bella Center weekenden ud. Der vil være masser at muligheder for både store og små til at udfolde sig og skabe egne kreative konstruktioner og ikke mindst lege i et hav af LEGO klodser. LEGO World 2020 byder blandt andet på populære temaer som LEGO City, LEGO Ninjago, LEGO Friends, DUPLO samt masser af helt nye oplevelser, som LEGO Hidden Side, LEGO Disney Frozen, LEGO Star Wars Droid Commanders og nye familieoplevelser som Escape box og meget mere. Alle dage fra 10-17. Køb billetter her

”Erotic Art” Fernisering ved Flemming Brylle
Lørdag er der fernisering hos Dragør kunstneren Flemming Brylle, som fremviser sin poetiske og livsbekræftende kollektion, ”Erotic art.” ”Erotic Art” er Brylles hyldest til kvindekroppen, og samlingen er også affotograferet i en smuk rød coffee table book, der kan købes i galleriet. Det samme kan i øvrigt Flemming Brylle-biografien ”Kunst er stort set et ja til livet”.

Ved ferniseringen bydes der på et glas vin og en oplagt mulighed for at opleve samspillet mellem frodige, nøgne damer og arkitektonisk runde former. Flemming Brylles galleri og atelier er nemlig placeret i Rotunden på A.P. Møllers 9B. Ferniseringen er fra 10 til 16. Udstillingen vil kunne opleves til og med marts 2020.

Familie-fastelavn med workshop på Amagermuseet
Søndag byder Amagermuseet i Store Magleby velkommen til lokalhistorisk fastelavn for hele familien.

Der er tøndeslagning for børn og voksne samt workshop, hvor børn kan pynte fastelavnsris, dekorere en lækker bolle med farverig glasur og lave farverige masker.
Oplev samtidig også de gamle fastelavnstraditioner fra dengang, fastelavn kun var for voksne. Museet får besøg af fastelavnsrytterne og deres heste, som forbereder sig til fastelavnsmandag, hvor de holder den gamle tradition i hævd.

Museet holder åbent kl. 12-16.

Entré voksne 50 kr. børn under 18 år har gratis adgang. Børneworkshoppen koster 25 kr. Pr. barn.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?