Tidligt forår på boligmarkedet – Dragør stiger 100%

De danske huskøbere har haft en travl januar hvor der er handlet langt flere boliger i 2020 end i de foregående varianter af årets første og normalt lidt sløve måned for bolighandler, viser nye tal fra Boligsiden. På landsplan blev det til en stigning på 11 procent, mens boligsalget i Dragør er steget med hele 100 procent i forhold til det samlede januar-resultat i 2019.

Foto: Boligsiden

Stigningen i Dragør ligger i top tre på landsplan sammen med de to jyske kommuner Lemvig og Syddjurs. I Dragør er der registreret en stigning på hele 100 procent i bolighandlerne i januar 2020 i forhold til 2019. I runde tal betyder det at der i 2020 er registreret 16 bolighandler i januar mod 8 i samme måned 2019.

I nabokommunen Tårnby ser det lidt anderledes ud viser tallene fra Boligsiden. Der er registret et fald i antallet af bolighandler med 6 procent baseret på 31 handler i januar 2020 mod 33 i januar 2019.

”Man fristes til at sige, at det er blevet tidligt forår på boligmarkedet. I hvert fald kan vi konstatere en stadig spirende optimisme blandt boligkøberne, der har taget troen på fremtiden med sig ind i det nye år,” siger boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden Birgit Daetz og tilføjer:

”Det hænger selvfølgelig sammen med, at boligmarkedet generelt har gode betingelser i øjeblikket. Sommerhuset er blevet populært i takt med den øgede klimabevidsthed. Samtidig er der sket et opsving i salget af ejerlejligheder efter udskydelsen af de nye boligskattereregler, og rentefaldet kombineret med høj beskæftigelse og det generelle økonomiske opsving har skabt gode vilkår for salget af huse igennem de seneste år.”

Niveauet for antal bolighandler i januar 2020 ligger også over det niveau, som traditionelt ses i februar måned for alle tre boligtyper.

 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?