”Næste år vil jeg kunne synge med på fastelavnsviserne”

For Hollands nye ambassadør i Danmark, Rob Zaagman, var det en overvældende smuk oplevelse at overvære fastelavnsridningen i St. Magleby mandag. Allerede i denne uge går Rob Zaagman og hans kone i gang med at lære dansk, så de næste år kan synge med på fastelavnsviserne.

Næste år vil Hollands nye Ambassadør i Danmark Rob Zaagman (i midten) kunne synge med på de danske skålsange. Foto: DragørNyheder.dk

Af Pia Melander Guilbert

Mænd, der kommer ridende og prøver at ramme en tønde. For Hollands nye ambassadør i Danmark, Rob Zaagman lød det umiddelbart som et lidt sært koncept. Mandag overværede Rob Zaagman for første gang den traditionsrige fastelavnsridning i St. Magleby, og da DragørNyheder, efterfølgende møder ham i en fuld storstue på Amagermuseet, er han stadig overvældet over, hvor smuk en oplevelse, han netop har haft.

– Jeg var meget imponeret og rørt over at overvære det: Stemningen, hestene, rytterne, at se alle de mennesker, der var mødt op og få indblik i, hvor meget forberedelse, det har krævet. Den slags traditioner er vigtige, fordi de giver en meget stærk samfundsfølelse, understregede Rob Zaagman om fastelavnsridningen, der jo også er en hyldest til de hollandske bønder, som for 499 år siden udbredte den på Amager.

Foto: DragørNyheder.dk

Royalt besøg til jubilæet i 2021
Fastelavnsvisittet er Rob Zaagmans andet besøg på Amagermuseet, siden han i august overtog ambassadørposten fra Henk Swarttouw. Rob Zaagman og hans kone havde i forvejen hørt meget om, hvor smuk en by Dragør var, så ved det første besøg havde de glædet sig til at gå en tur i den gamle by.

– Desværre blev det kun til en halv time. Det var alt for lidt, så vi kommer helt sikkert igen, fortæller Rob Zaagman, der også er ved at blive sat ind i forberedelserne til 500års jubilæet for den hollandske indvandring i 2021.

– At besøge Museum Amager gør mig stolt, og jeg glæder mig meget til at deltage i jubilæet og fortsætte det gode samarbejde mellem museet og den hollandske ambassade. Jeg ved også, at der er sendt invitationer ud til både det danske og hollandske kongehus i forbindelse med jubilæet. Vi håber meget, de har mulighed for at deltage, men det er ikke bekræftet endnu.

Foto: DragørNyheder.dk

Fælles humor
Noget andet, Rob Zaagman glæder sig til, er at begynde til danskundervisning denne uge:

– Næste år vil jeg kunne synge med på fastelavnsviserne, konstaterer han smilende.
Inden ambassadørembedet i Danmark, har Rob Zaagman blandt andet været ambassadør i New Zealand, hvis historie hollænderne også har haft stor indflydelse på. Det var den en hollandske opdagelsesrejsende Abel Tasman, der i 1642 opkaldte øerne efter den hollandske provins Zeeland.

Om sin nyeste diplomatiske rolle siger Rob Zaagman:

– Det er meget nemt at være hollænder i Danmark. Vi har den samme humor og direkte måde at tale på. I det hele taget har danskere og hollændere mange fælles værdier, som gør det let for os at samarbejde på mange forskellige områder.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?