Ebbe Sand: Modgang gør stærk!

Selv om man har været højtlønnet og feteret fodboldstjerne, oplever man stadig modgang i livet. Men bruger man modgang, skuffelse og fiasko til at blive endnu mere stålsat og arbejde endnu hårdere, kommer der som regel noget endnu bedre ud af det.

Det var essensen af foredraget med den nuværende assistentlandstræner og tidligere topangriber Ebbe Sand, som onsdag aften gæstede Framehouse på A.P.Møllers Allé i Dragør.

Ebbe Sand (tv) flankeret af journalisten Anders Bay under foredraget i Framehouse. Foto: Asger Stage

Omkring 170 mennesker, fortrinsvis herrer og deres fodboldglade knægte, havde fundet vej til begivenheden med den tidligere landsholdsangriber. Ordstyrer var den kendte journalist Anders Bay, som havde fået til opgave at ”kradse lidt i overfladen”, så Ebbe Sands ord ikke blev for selvforherligende.

Det første landskampmål mod Nigeria ved VM

Det lykkedes til fulde, ikke mindst fordi selve samtalen blev garneret med en række små videoklip med nogle af højdepunkterne fra Ebbe Sands karriere. Og det modsatte! Det vender vi tilbage til, for tilhørerne kom vidt omkring i en fodboldspillers univers, naturligvis med udgangspunkt i Ebbe Sands egen karriere.

Først var der fokus på landsholdskarrieren, som faktisk startede med kulminationen, nemlig hans første landkampmål i VM-1/8-finalen mod Nigeria, da han efter kun 20 sekunder på banen modtog Michael Laudrups mesterlige aflevering på en ”kigge-væk-finte” og scorede til 3-0 i den fantastiske 4-1 sejr.

”Det er første, sidste og eneste gang, jeg har tæmmet en aflevering med hovedet”, konstaterede Ebbe Sand tørt…

Det var en uforglemmelig oplevelse for Ebbe Sand, da han scorede mod Nigeria under VM 1998. Foto: Asger Stage

Herefter kunne aftenens hovedperson fortælle om den vindermentalitet, som var grundstenen til hans succes. Ikke mindst takket være hans far, som uden store armbevægelser eller høje råb formåede at opdrage Ebbe og tvillingebror Peter til at arbejde hårdt og være fokuseret på de mål, man sætter sig. Også selv om man måske oplever skuffelse, fiasko og modgang på vejen dertil.

Ebbe Sand og hans bror gik på ingeniørstudiet på DTU i Lyngby, og det var kun en tilfældighed, at Brøndbys daværende direktør Per Bjerregaard fik skrevet kontrakt med de to Hadsund-brødre. Til sulteløn, angiveligt, for de præsenterede på et tidspunkt et regnskab for den lægeuddannede Bjerregård, som lød på minus 2 kr. pr. måned. Det ville de gerne tale lidt med ham om:

”Målet var, at vi ville have et buskort, men vi kørte derfra med en bil. Det var stort!”, udbrød Ebbe Sand.

Gennembrudet i Brøndby og drømmeskiftet  til  Schalke

Efter 2½ års tilløb, manglende spilletid og hårdt arbejde på træningsbanen kom succesen i Brøndby, fordi Ebbe bed tænderne sammen og kæmpede for sin chance. Selv ikke et misset taktikmøde og efterfølgende skideballe fra Per Bjerregaard kunne stoppe ham.

Tre personer, som har haft stor personlig betydning for Ebbe Sand: Hans far, Per Bjerregård og Rudi Assauer. Foto: Asger Stage

Herefter kom drømmeskiftet til Schalke 04 i 1999, hvor den karismatiske (og cigarrygende) manager Rudi Assauer straks tog Ebbe Sand under sine vinger. Deres forhold var så tæt, at tysk presse ofte titulerede danskeren som ”svigersønnen”.

Højdepunktet – eller det modsatte – kom i 2001, da han og holdkammeraterne var en hårsbredde fra at blive tyske mestre for første gang siden 1958. En sejr over Unterhaching og Bayern Münchens angivelige nederlag til Hamburger SV udløste enorm jubel på det gamle Parkstadion i Schalkes hjemby Gelsenkirchen.

I 4 minutter og 38 sekunder troede Ebbe Sand og hans holdkammerater, at mesterskabet var hjemme. Så udlignede svenske Patrick Andersson for Bayern med sin eneste scoring for klubben nogensinde. På et indirekte frispark!

Den enorme skuffelse og fiasko blev vendt til noget positivt for Ebbe Sand, som endte med at spille i syv år for ”Die Königsblauen”, score over 100 mål for klubben, og få en afskedskamp, som samlede over 50.000 tilskuere. Udenfor fodboldsæsonen, vel at mærke…

”Brøndby og Schalke bygger på de samme grundværdier om sammenhold, loyalitet og hårdt arbejde. Det passer helt perfekt til mig, og jeg følte mig tryg og blandt venner i begge klubber, hvilket utvivlsomt banede vejen for, at det gik så godt begge steder”, forklarede Ebbe Sand efter foredraget.

Nutid og fremtid

Efter karrieren har han blandt andet været angrebstræner på landsholdet og i 2019 havde han en kort periode som sportschef i sit elskede Brøndby. Det blev en kort fornøjelse og en uskøn afsked, som 47-årige Sand dog for længst er kommet sig over.

”Det ligger ikke til mig at bære nag.  Der skete nogle ting, som ikke var så gode, men jeg valgte at se fremad i stedet”, understreger han.

Senest er Ebbe Sand blevet hasteindkaldt som assistentlandstræner for Åge Hareide under sommerens forestående EM-slutrunde.

Arrangøren af det populære foredrag var Ebbe Sands barndomsven, og direktør for Framehouse, Martin Kvist-Madsen, som naturligvis havde svært ved at skjule sin begejstring for aftenens forløb:

”Vi har kendt hinanden i snart 43 år, og vi har også lavet forretninger sammen. I den forbindelse har jeg lært en anden side af Ebbe at kende end tidligere. Som forretningsmand er han nemlig lige så dygtig og ihærdig som på fodboldbanen, og det har været mega fedt for mig at opleve. Vi kan begge to godt lide at være innovative og skabe ting. Framehouse har tidligere haft stor succes med foredrag af iværksætterne Jesper Buch og Tommy Ahlers, så vi ville gerne endnu engang vise huset frem og give folk en god oplevelse”, sagde Martin Kvist-Madsen efterfølgende.

Ebbe Sand og Framehouse-direktør Martin Kvist-Madsen (th) har kendt hinanden siden barndommen. Foto: Asger Stage
Så populær var Ebbe Sand i Schalke 04

I forbindelse med Ebbe Sands besøg i Framehouse kan artiklens forfatter erindre en episode, som understreger danskerens enorme popularitet i den tyske arbejderklub.I egenskab af kommentator var jeg på vej i bil væk fra Weser Stadion i Bremen efter en Bundesligakamp. Ebbe Sand havde til stor glæde for fansene netop forlænget sin kontrakt med klubben, og han var klart den største stjerne på holdet på daværende tidspunkt.

Påkørsel og sur dame

Weser Stadion er således indrettet, at til- og frakørselsvejen er den samme for fodgængere og bilister.  Det skaber selvsagt kø og trafikprop, og uheldet ville, at jeg for skade kom til at træffe et  midaldrende kæreste-/ægtepar i blå Schalke-trøjer med Ebbe Sands navn og nummer på ryggen.Manden snublede og tabte sit ølkrus, men heldigvis var bilens hastighed så lav, at han ikke på nogen måde kom til skade, men fruen var bestemt ikke imponeret af mine køreevner.Normalt taler og forstår jeg glimrende tysk, men netop i den situation fik jeg udvidet mit ordforråd med en hel del grimme gloser. Manden tog situationen med ophøjet ro, men kvinden var, om ikke truende, så i hvert fald temmelig sur. For at mildne stemningen fandt jeg spontant på at nævne Ebbe Sand som min bedste kammerat hjemme fra Danmark, hvilket hverken aldersmæssigt eller geografisk er helt usandsynligt. Ebbe er fra Hadsund og født i 1972, mens jeg er fra Grenaa og født i 1970.

Tricket, eller den lille løgn, om man vil, virkede over al forventning, for pludselig drejede samtalen sig ind på Ebbes kontraktforlængelse og ypperlige fodboldevner i det hele taget, og de bistre gloser, der før fløj ud af damens mund, var nu blevet erstattet af rosende ord om den danske angriber.

Episoden fandt sted før smartphones var hvermandseje, så begrebet “en selfie” var endnu ikke opfundet, ellers er jeg sikker på, at de havde spurgt efter en. Men jeg lovede at hilse Ebbe næste gang jeg så ham. Det være sig hermed gjort…

DragørNyheders Henrik Hvillum fortæller om sin nødløgn til Martin Kvist-Madsen (tv) og Ebbe Sand. Foto: Asger Stage

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »