Hvad er nu det? Trafikfælden. Lokale kaldte ligefrem stedet for “Dødsfælden”. Altså ikke et nyt tivoli i Dragør eller et værtshus man hænger ud på, men et sted der trafikalt var helt umuligt. I Dragør har mennesker og bygninger ofte fået tilnavne. Dødsfælden var det mest kendte tilnavn på en nu nedrevet ejendom.

Af Dines Bogø
På Strandlinen 12-14 lå der en udbygning på en ejendom, der mildest talt med tiden var blevet til kraftig gene for trafikken.

Ejendommen, der var opført i midten af 1800-tallet, lå ret tæt på de huse vi kender i dag på landsiden af Strandlinien. Tæt ved Havnepakhuset.

Den smalle vejstrækning
I ældre tid kom man fra byen ned til kysten gennem gange og veje. Det var ikke meningen, at man skulle køre langs strandkanten.

Der opstod med tiden en smal sti langs østsiden af Den gl. Bydel. Der blev fyldt op og der blev opført huse på kystsiden på nuværende Strandlinien. Det blev til en vej og trafikken steg for ca. 100 år siden, nu med automobiler på Strandlinien.
Selve Vejnavnet Strandlinien begynder at optræde i registre omkring 1905.

Dragør kommune besluttede at rette Strandlinien ud, så der var samme bredde hele vejen mellem Rønne Allé og Toldergade.
Det yderste af ejendommen Strandlinien 12, der lå til gene, blev købt i 1935 og nedrevet året efter.

Når ældre dengang talte om stedet, sagde man, at det var ved ”Dødsfælden”. Senere talte man om det var tæt ved ”Cykelhandler Jens Peter”.

I dag må man henvise til husnumrene og se ældre fotos for at se både ”Dødsfælden” og den legendariske cykelhandler Jens Peter Andersens forretning der lå over for.
