Læge Stig Ekkert: Uden opbakning havde det måske været for hårdt

Han kom i modvind af orkanstyrke, da han for nogle uger siden udsendte en pressemeddelelse om, at malariamidlet Klorokin havde positiv effekt på patienter med corona-virus. Nu er Dragør-lægen med i et forsøg, der skal dokumentere påstanden. Her fortæller Stig Ekkert, hvorfor han handlede, som han gjorde, og om omkostningerne.

Stig Ekkert, Speciallæge i Almen Medicin med egen lægepraksis i Dragør. Nu er han endelig med i et forsøg der skal dokumentere, om malariamidlet Klorokin har en positiv effekt på patienter med corona-virus. At nå dertil har ikke været uden omkostninger, fortæller Stig Ekkert. Foto: PR

Af Pia Melander Guilbert

Slut februar. Læge Stig Ekkert er rutinemæssigt inde på en af de videnskabelige søgemaskiner, han bruger til at holde øje med, hvad der er af lægefaglige nyheder, da han falder over noget opsigtsvækkende: Kinesiske studier viser, at malariamidlet klorokin har positiv effekt på corona-virus.

– Vi har brugt klorokin som rejsemedicin i 70 år uden problemer. I Afrika købes det stadig uden recept og bruges til børn og voksne mod banale forkølelser. Vi bruger det til gigtpatienter. Jeg synes det er oplagt for de 99% af befolkningen, der ikke har de få kontraindikationer, der findes – og som findes for al medicin uden undtagelse, forklarer Stig Ekkert til DragørNyheder og fortsætter:

– Trods mange henvendelser til myndighederne skete der ikke noget, mens udlandet overhalede os.

Kritik fra Lægemiddelstyrelsen
Også andre steder i verden forskes der i klorokins effekt på corona-virus. Stig Ekkert udsender en pressemeddelelse, hvori der blandt andet står, at resultaterne er så gode, at vi må i gang med at behandle. Den vækker vrede, blandt andet hos Lægemiddelstyrelsen, der kritiserer Stig Ekkert for udokumenterede påstande.

Det er ikke ulovligt for en læge at udskrive et godkendt lægemiddel som klorokin til en patient, som vedkommende mistænker, er smittet med corona-virusset, men det kan have negative konsekvenser og er absolut ikke anbefalelsesværdigt, understreger Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz over for DR.

Stig Ekkert fastholder over for DR, at der er dokumentation og siger:

–  Skulle jeg tilbageholde det og vente på, at der sidder nogen i en bureaukratisk organisation og skal køre nogle procedurer igennem? Så vil jeg da i hvert fald gerne vide, hvor hurtigt, de kan gøre det. Så jeg opfordrer dem egentlig bare til at komme på banen og følge med i den internationale udvikling.

Forsøg på 50 familier
Stig Ekkert gør også noget andet. Han kontakter Hvidovre hospital og spørger, om de vil være med til at undersøge klorokins effekt på corona-virus. Det vil professor Thomas Benfield, der forsker i infektionssygdomme.

– Jeg kan ikke takke ham nok, han bærer et kæmpe læs, konstaterer Stig Ekkert over for DragørNyheder.

Forsøget skal laves på omkring 50 familier og vil strække sig over alt fra få uger til flere måneder.

– Hver patient testes i 14 dage. Fra den sidste patient er startet op i forsøget går der 14 dage til vi kan regne på resultaterne og sige om det hjælper.

Fra modvind til medvind
Et af de steder, Stig Ekkert på seneste har følt sig allermest i modvind er DragørNyheders facebookgruppe.

– DragørNyheder er det medie, jeg frygter allermest, svarer han, da vi kontakter ham og spørger, om han vil medvirke i denne artikel. Han synes, det har været barskt at følge debatten:

– Jeg er OK, men lidt træt. Selvom man siger, at man ikke tager sig af, hvad mennesker uden viden siger og skriver, er det trættende. Uden min fantastiske familie og opbakningen fra nogle af de dygtigste kolleger i landet, ikke mindst på Rigshospitalet havde det været hårdt, måske for hårdt.

– Men jeg vidste jo hele tiden at jeg havde ret. Det sagde min lægelige fornemmelse, og jeg har nok mere erfaring end gennemsnittet. Jeg har både arbejdet med infektioner på seruminstituttet i København og som læge i Paris under AIDS-epidemien, slutter Stig Ekkert.

Seneste artikler

Fik du læst?