Tænd et lys i corona-mørket

En lysende idé breder sig for tiden foran Skelgårdskirken i Tårnby. Der er stillet lys, lightere og håndsprit op ved hovedindgangen, så forbipasserende kan tænde et lys i en mørk tid. Ud fra antallet af tændte lys, vurderer kirken, at over 100 allerede har været forbi.

Af Pia Melander Guilbert

”Lys Vestamager op” lyder opfordringen i et opslag på Skelgårdskirkens facebookside. Med inspiration fra Stefanskirken på Nørrebro, har Skelgårdskirken valgt at sætte lys, lightere og håndsprit frem foran hovedindgangen, så forbipasserende kan tænde et lys for sammenholdet, hinanden, venner og familie, som de er adskilt fra under corona-virus.

Første gang i historien Folkekirken er lukket

Det er første gang i Folkekirkens mere end 500 år lange levetid, samtlige kirker nu lukket. Det er ifølge Philip Bergenhammer Østergaard, der er formand for PR-udvalget i Skelgårdskirkens menighedsråd, en svær og uvant situation for en institution, hvis grundlag er, at vi er der for hinanden og altid har døren åben for dem, som har brug for det.

– Kirker landet over finder lige nu alle mulige og umulige måder til fortsat at være aktive på, selvom vi er lukkede alle sammen. Der sker rigtig meget på nettet – det knokler vi også for i Skelgårdskirken med facebookgudstjenester og digital morgensang,” udtaler han og uddyber:

– ”Kirken er en del af vores liv i medgang og modgang. Når de største øjeblikke skal fejres, og når vi skal have en hånd til at klare os igennem de svære tider. En nedlukning af Danmark er svært for alle. Derfor vil vi i Skelgårdskirken finde nye måder til at være der for dem, der ønsker det og har brug for det. Det er det, vi forsøger på nu med LYS VESTAMAGER OP.”

Set af over 11.000

Normalt bliver Skelgårdskirkens facebookopslag set af omkring 500. Opfordringen til at lyse Vestamager op blev lagt ud torsdag, og er nu set af over 11.000. Ud fra antallet af lys vurderer kirkens personale, at over 100 har været forbi og tænde lys. Og der kommer hele tiden flere.

Mens nedlukningen af Danmark står på, arbejder Skelgårdskirkens 4 præster hjemmefra, og de står alle til rådighed for samtaler med folk, der ikke vil være alene med sine store tanker.  De opfordrer også til, at man skriver til den digitale platform Sjælesorg www.sjaelesorg.nu , hvor præster sidder klar ved tasterne.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »