
Efter godt tre ugers lock down er både børn og voksne rastløse landet over. En ny international dille skal aktivere børn og gøre de mange gåture og udflugter lidt sjovere.
Landet over kan du få øje på søgende børnefamilier med tegnede skattekort over lokalområdet. De er sandsynligvis ude på bamsejagt. Den nye trend får både virksomheder og private til at sætte bamser op i vinduerne, i butiksruder, i carporte og på tøjsnore.
I lokale facebookgrupper kan man finde ledetråde om, hvor folk har sat bamser op, eller på hvilke villaveje man kan finde flest.
Bamsejagten er lige nu i gang over hele verden. Fra Australien til Canada bliver der sat bamser i vinduerne, så børnene kan lokkes med på gåtur. Trenden rammer Danmark lige op til påske, hvor mange børnefamilier kommer til at holde påskeferie sammen på en helt anden måde, end de plejer. Nu er der i hvert fald underholdning til børnene, mens forældrene slår mave i forårssolen.