Tårnby ligger lige nu på en trist andenplads. På bare fire uger er antallet af ledige vokset med 49,2 procent. Den er kun overgået af Vejen Kommune, hvor stigningen er 50,5 procent. Ledigheden fortsætter med at stige i hele landet.

Af Pia Melander Guilbert
Ledigheden vokser i hele landet, men i nogle kommuner går det hårdere for sig end andre. Tårnby er lige nu den kommune, der oplever den næsthøjeste stigning i antallet af ledige. På fire uger er ledigheden steget med 49,2 procent. Ledigheden i Dragør er i samme periode steget med 41,2 procent.
– Jeg har aldrig oplevet noget lignende, det er en virkelig alvorlig situation, vi står i, udtaler Winnie Sørensen, der er formand for Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesudvalget i Tårnby Kommune for SF til TV2 Lorry
– At Tårnby bliver så hårdt ramt, er naturligvis fordi lufthavnen ligger her. Rigtig mange, der bor her, har jo arbejdet i lufthavnen, der nu er lukket nærmest helt ned, fortsætter hun.
Ledigheden vokser fortsat
Ledighed er naturligvis hårdt for den enkelte familie, men også for kommunens økonomi.
–De mange overførselsindkomster, der pludselig skal udbetales, betyder meget for en kommunes økonomi, det er klart, siger Winnie Sørensen til TV2 Lorry.
Og situationen forventes at blive værre den kommende tid. Dels ser nedlukningen ud til at trække ud, dels har mange, der er blevet fyret, endnu ikke meldt ledige, fordi de har en eller tre måneders opsigelsesvarsel.
Hovedstadsområdet særlig hårdt ramt.
På landsplan er antallet af ledige steget med 33,6 procent, mens det i Region Hovedstaden er steget med 34,8 procent. Region Sjælland er sluppet lidt billigere med en stigning på 33 procent, oplyser TV2 Lorry.
Uden statens hjælpepakker kunne situationen dog have set meget værre ud for både Tårnby og Dragør Kommune. En stor del af de knap 23.000, der til daglig arbejder i lufthavnen, er nemlig sendt hjem med løn fra statens hjælpepakker.
– Der er heldigvis mange af virksomhederne i lufthavnen, der har gjort brug af hjælpeordningerne, og det har reddet mange, siger Winnie Sørensen til TV2 Lorry. For at hjælpe de mange familier, der i øjeblikket rammes af arbejdsløshed, mener hun, at dagpengesatsen for en periode bør sættes op:
– Jeg synes, man bør hæve dagpengesatsen midlertidigt, fordi så mange uforvarende er blevet ramt af ledighed. Det er jo folk, der ellers på ingen måde kunne forvente at miste deres job.