Københavns Politi indfører midlertidigt opholdsforbud på Islands Brygge. Opholdsforbuddet gælder fra i dag lørdag kl. 21.00 til den 1. maj kl. 23.59 og perioden kan forlænges, hvis betingelserne for opretholdelse af opholdsforbuddet fortsat er opfyldt, meddeler Københavns Politi her til aften.

Politiet kan indføre opholdsforbud på offentlige steder, hvis det skønnes, at det er nødvendigt for at forhindre fare for smittespredning med COVID-19, og hvis det skønnes, at et påbud om at forlade stedet ikke er tilstrækkeligt for at hindre smittefaren.
Islands Brygge har de seneste dage været i vælten og der har været adskillige beretninger og fotos fra Islands Brygge som i forårssolen har virket som et fluepapir på folk. Myndighederne har være ude med advarsler mod de store forsamlinger og senest har myndighederne påpeget at danskernes manglende respekt for at forsamles i større grupper i værste fald kan slå den danske coronaindsats 1 måned tilbage.
Og nu bliver der alst talt med store bogstaver når politiet lukker ned for bryggen.

”I går kom vi med en advarsel om, at vi ville tage skrappere værktøjer i brug, hvis borgere ikke overholder myndighedernes anvisninger og holder afstand. Den advarsel var der flere borgere, der opholdt sig på Islands Brygge, som ikke tog alvorligt. Derfor etablerer vi nu et opholdsforbud i området,” siger politidirektør Anne Tønnes.

Baggrunden for opholdsforbuddet er, at Københavns Politi siden 20. april har konstateret en generel stigende tilstrømning af borgere til Islands Brygge, og at disse borgere har taget ophold i området på en sådan måde og i et antal, som politiet skønner, er i strid med sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger vedrørende smittefaren fra covid-19. Den adfærd fortsatte fredag aften efter, at politiet havde opsat advarselsskilte på Islands Brygge og to andre hotspots.
Opholdsforbuddet betyder, at der ikke må tages ophold i det pågældende område. Almindelig færden som gå- og løbeture, hundeluftning etc. i det område, hvor opholdsforbuddet gælder, er dog fortsat tilladt. Politiet har nu opsat forbudsskilte i området.
Hvis forbuddet ikke overholdes, kan politiet udstede en bøde på 2.500 kr.
Københavns Politi vil i de kommende dage have en markant øget tilstedeværelse på Islands Brygge, ligesom vi også vil være mere synligt til stede på andre af de områder, hvor vi har erfaring for, at mange borgere søger hen.
Kilde: Politiet