Hvad er din mening: Er det i orden at forældre samler de store elever?

Myndighederne har forbudt lærere at samle de store elever, også selvom det er i mindre grupper på under ti personer. Det har fået skolebestyrelsen på Nordstrandsskolen i Dragør til at opfordre forældre til selv at samle børnene. Bestyrelsen er bekymret for elevernes sociale trivsel. Samtidig stiger antallet af coronasmittede teenagere.

Af Pia Melander Guilbert

Ved et bænkebord på Magleby Torv i Dragør sidder seks teenagere. De kan lige klemme sig ned tre på hver side.

“God afstand,” lyder det ironisk fra en mand, der går forbi. Samtidig melder Statens Serum Institut, at mens antallet af coronasmittede generelt falder, stiger det i øjeblikket blandt teenagere. Faktisk så meget, at der er tale om en fordobling blandt de 13 til 19-årige.

Ingen tvivl om, at tiden med hjemmeskoling efterhånden er blevet meget lang for de store elever fra 6. til 10. klasse, og nu har Børne- og Undervisningsministeriet forbudt lærerne at samle de ældste elever, også selvom de overholder kravene om to meters afstand og maksimalt ti personer. 

Lokation til grupper søges

Det er forkert, mener forældrebestyrelsen på Nordstrandsskolen i Dagør. I et opslag i facebookgruppen ”DragørNyheder” opfordrer Claes Clevin, der er formand for skolebestyrelsen, forældre til i stedet selv at samle eleverne, et forslag, der har vakt stor debat, og nu også er blevet taget op af TV2 Lorry.

”Vi er bekymrede for børnenes trivsel når de er taget ud af deres sociale sammenhænge.Derfor vil vi forsøge at gøre det forældre arrangeret i stedet for og vi har derfor brug for virksomheder eller privatpersoner der tilkendegiver at vi kan bruge deres lokaler, græsplæne eller noget meget mere kreativt til børnene i grupper af max 10 ad gangen,” skriver Claes Clevin i opslaget i AmagerNyts lokale facebookgruppe DragørNyheder.

Hold jer til reglerne

Mange, der kommenterer opslaget, mener, at det er et godt initiativ og kommer med forslag til steder, hvor eleverne kan mødes. Andre opfordrer til at følge myndighedernes anvisning.

”Tænker I slet ikke, hvad der kommer til at ske med Danmark, hvis vi alle begynder at lave vores egne regler. Hold jer nu til det, der er udstukket fra vores regering og hjælp jeres børn igennem denne tid ud fra disse retningsligner i stedet for selv at begynde at tolke… Det ville da være fantastisk, hvis vi kunne korte pandemitiden, i stedet for at forlænge den fordi man pludselig begynder at gøre som det passer os,” lyder et andet argument.

Fortæl os din mening

Kunne man forestille sig, at forældreorganiserede møder mellem eleverne skaber bedre muligheder for at overholde sundhedsmyndighedernes regler, end når eleverne selv tager initiativ og for eksempel klumper sig sammen på en bænk? Er elevernes sociale trivsel så dårlig, at der er nødt til at ske noget? Eller er det forkert at opfordre elever til at mødes, når nu myndighederne siger noget andet, og smitten blandt teenagere i øvrigt vokser?  

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?