Et par gange om måneden anbefaler Dragør Bibliotekerne gode bøger til AmagerNyts læsere. Denne uge er det bibliotekar Niels Andersen, der giver sit bud på nyt læsestof.

Efter et islamistisk terrorangreb i Sverige hævder en overlevende terrorist at stamme fra fremtiden. En fremtid, hvor Sverige har udviklet sig til et totalitært samfund, blandt andet som konsekvens af selv samme terrorhandling.
En forfatter forsøger at opklare terroristens identitet; fortæller hun sandheden, eller er hendes historie et udtryk af posttraumatisk stress? Og hvorfor virker hun så bekendt?
Bogen er et tankevækkende Möbiusbånd om ansvar, arv og voldens og undertrykkelsens spiral. Samtidigt er den dygtigt skrevet i en både poetisk og melankolsk foruroligende tone, med indslag af yderst troværdigt talesprog.
Kan sammenlignes med Jonas Hassen Khemiris bøger, Terry Gilliams film 12 Monkeys og Svend Åge Madsens romanunivers.