Ny udligningsreform er godt nyt for både Dragør og Tårnby

13,7 millioner til Tårnby og en nedgang i ydelse på 158.000 til Dragør. Det er nogle af resultaterne af den nye udligningsreform, der i dag er faldet på plads. En god nyhed i en situation, hvor Dragørs økonomi er presset fra mange sider, siger Dragørs borgmester, Eik Dahl Bidstrup og understreger, at der desuden er lagt op til, at Dragør bliver løst fra kravet om forpligtende samarbejde.

“Vi betaler stadig alt for meget til en kommunale udligning. Alligevel er det særdeles gode nyheder for Dragørs borgere i en situation, hvor vores økonomi er presset fra mange sider”, siger Dragørs borgmester. Foto: Dragør Kommune

Af Pia Melander Guilbert

Et langt forhandlingsforløb med meget dramatik er faldet på plads, nemlig aftalen om et nyt udligningssystem, indgået med Regeringen, Venstre, Radikale Venstre, SF og Alternativet. Aftalen betyder blandt andet, at omkring 1,4 milliarder kroner bliver flyttet til landets 30 yderkommuner. Samtidig bliver der sikret en ekstra statslig finansiering til kommunerne for op til 6,5 milliarder kroner i 2021 og 5,5 milliarder kroner varigt.

Presset fra mange sider

Tårnby Kommune modtager med udligningen 13,7 millioner kroner. Dragør skal af med næsten 200 millioner. Store tal, men alligevel en lettelse for Dragør, der går ned med 158.000, hvor det i første omgang så ud til, at Dragør med den nye reform skulle betale 13,4 millioner mere. Samtidig er der lagt op til, at Dragør bliver løst fra det forpligtende samarbejde, understreger Dragørs borgmester Eik Dahl Bidstrup (V).

– Vi betaler stadig alt for meget til en kommunale udligning. Alligevel er det særdeles gode nyheder for Dragørs borgere i en situation, hvor vores økonomi er presset fra mange sider, senest af effekten fra corona-krisen, siger han.

Borgmester i Dragør Eik Dahl Bidstrup. Foto: PR

Også godt nyt til Tårnby

Eik Dahl Bidstrup fortæller, at han især de seneste uger har været i tæt dialog med Venstres folketingsgruppe og igen og igen understreget, at det ville være helt urimeligt at øge den i forvejen store betaling, Dragør lægger i udligning til andre kommuner:

– Jeg har også påpeget, at skævheden i forhold til det forpligtende samarbejde betyder, at vi reelt ikke har mulighed for at styre vores egen økonomi, og slet ikke i en situation, hvor vi selv skal finde markante besparelser.

Også i Tårnby er udligningen en god nyhed i forhold til det oprindelige udspil, hvor kommunen så ud til at skulle gå fra modtager til yder og aflevere 38,8 millioner. I stedet modtager Tårnby 13,7 millioner kroner gennem den nye reform. Københavns kommune skal af med 466 millioner mod det oprindelige udspil på 543,6 millioner.

Seneste artikler

 

Fik du læst?