Tårnby og Dragør sammen om ny jobskabende tænketank

Som et nyt initiativ er Tårnby kommune og Dragør Kommune gået i samarbejde om en ny tænketank. Tænketanken skal i den kommende tid stå i spidsen for en række tiltag som skal understøtte og bidrage til en reel genstart af det lokale erhvervsliv.

Nedlukningen af bl.a. Københavns Lufthavn og hele flytrafikken har haft store konsekvenser for ledigheden i Tårnby og Dragør. Det skal en ny tænketank understøtte med lokale tiltag. Foto: CPH

Stigende ledighed

Baggrunden for at nedsætte en ny tænketank er de seneste ledighedstal i de to kommuner. Det drejer sig om tal fra henholdsvis den 8. marts 2020 og 30. april 2020. Tallene taler nemlig deres eget tydelige sprog med en stigning i ledighed i Dragør Kommune på over 40 % siden coronakrisens begyndelse. Tilsvarende er stigningen i ledighed i Tårnby Kommune på omkring 50 %, som dermed er blandt de hårdest ramte kommuner i landet, oplyser Dragør Kommune i en pressemeddelelse.

Genstart af det lokale erhvervsliv

I tænketanken deltager en række lokale virksomhedsledere, blandt andet den adm. direktør i lufthavnen og repræsentanter fra både Tårnby og Dragør Kommuner.

I Dragør deltager borgmester Eik Dahl Bidstrup og Nicolaj Bertel Riber, formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget. De udtaler sammen:

”Det er en uhyre vanskelig situation, mange af vores lokale virksomheder og ledige borgere står i. Vi er derfor meget optaget af og enige om, at der er brug for at sikre hurtig handling og smidig genopstart, når næste fase af genåbning af samfundet kommer. Der er brug for at støtte op om en række forskellige lokale tiltag – alt som kan have en positiv effekt.”

Kobling af virksomheder og Tårnby-Dragør Jobcenter

Tænketanken skal også komme med forslag til, hvordan allerede afskedigede medarbejdere fra fx flyselskabet SAS og andre virksomheder kan hjælpes videre i andre job. Her er der behov for en tæt kobling mellem virksomhederne og Jobcentret.

Tårnby-Dragør Jobcenter arbejder for, at virksomhederne oplever én indgang, så deres medarbejdere kan hjælpes ordentligt videre i en fælles proces, som medarbejdere og virksomhederne kan se sig selv i. Dertil kommer, at Jobcentret har fokus på muligheder for hurtigst muligt at løfte eller fjerne eventuelle barrierer for virksomhederne og i det hele taget at bidrage yderligere til opkvalificering af medarbejderne til fx andre brancher.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?