Efter sommerferien byder A27 en ny årgang velkommen ombord i talent-overbygningen på det sydlige Amager. Det er den meget talentfulde 2008-årgang, som træder ind i A27 som det kommende U13-hold. På grund af corona-krisen er udtagelsessamlingerne, hvor kandidaterne til truppen fra de tre moderklubber ses an af A27-trænergruppen, desværre blevet forsinket. Det skriver A27-ledelsen på sin hjemmeside www.a27.dk
“Allerede nu er vi dog klar med det trænerteam, som skal tage godt imod de kommende U13-spillere. Cheftræner bliver den talentfulde Victor Larsen, som de seneste tre år har været ungdomstræner i FC København. Her har han været en stor del af FCK’s arbejde med samarbejdsklubberne, og derudover har han været tilknyttet FCK’s topcenter på Frederiksberg og U12-truppen. Victor er 19 år og bliver student denne sommer, men trods sin unge alder er han allerede næsten færdig med sin B-trænerlicens. Og han ser meget frem til at begynde arbejdet i A27”, lyder det fra A27-ledelsen.
– Jeg ser frem til at arbejde med nogle utrolig dygtige spillere og blive en del af et elite set-up, hvor udvikling af spillere er en høj prioritet. Derudover er det også en ny start for mig personligt, hvor jeg får mulighed for at udvikle mig på en anden måde end i FC København. Derudover er jeg glad og stolt over at få så stor en opbakning fra A27 i en alder af kun 19 år, siger Victor Larsen.
Erfarne assistenter i trænerteamet
Den nye cheftræner får et par erfarne og særdeles kompetente herrer at læne sig op ad som assistenter: Den 50-årige Peter Winther, som er A-licenstræner og har årelang erfaring som blandt andet ungdomstræner og talentansvarlig i AB Tårnby og talenttræner i FC København. Dertil kommer 45-årige Kim Damkær, der har mange års erfaring som ungdomstræner i Dragør Boldklub og i dag er assistenttræner for U15-årgangen i A27.
Sportslig ansvarlig Michael Haase glæder sig over, at man nu har et særdeles stærkt trænerteam på plads til den nye årgang.
“Hos A27 handler det i lige så høj grad om at udvikle dygtige trænere som spillere. Victor er et ungt trænertalent, som vi er glade for at kunne byde hjerteligt velkommen i A27. Han har stort engagement, seriøsitet og grundighed, og vi skaber nogle rigtig gode rammer omkring ham med både A-licens faglighed og stor erfaring i trænerteamet”, siger Michael Haase.