Omkring Stormgade

Efter mange års afsavn åbnede Københavns Museum igen i sidste måned. Museet havde fra 1956 til 2015 ligget på Vesterbrogade i Skydebaneselskabets tidligere ejendom, men er nu rykket nærmere centrum. Mange af os husker modellen af København (nedtaget 2013), der stod i et lille anlæg ud mod Vesterbrogade. Er det nu tæt på, at museet genåbner medio maj 2020?

Februar 2020. Stormgade 18, Kbh. V. Københavns Museum er flyttet til hjørneejendommen i Vester Voldgade over for Nationalmuseet. (Foto: Dines Bogø).

Af Dines Bogø

Fredag den 7. februar 2020 åbnede Københavns Museum igen. Dronningen klippede den røde snor og museet slog dørene op til bl.a. en stor udstilling om Paul Fischers malerier og tegninger.

Ved siden af det tidl. Københavns Bymuseum ved Vestebros Torv lå museets fotoafdeling i sidegaden Absalonsgade. I samme gade er der opstillet ældre Københavnsk gadeinventar, brandhaner, busstop, politiskabe, skilte m.v.

Mange husker Københavns Bymuseum på Vesterbrogade med modellen af København (Foto fra 2005, Dines Bogø).

Stormgade 18

Selve museet ligger nu i Stormgade 18 i en bygning, der oprindelig er bygget til Overformynderiet og senere anvendt af bl.a. Kbh. Børneværn.

Under besættelsen havde Kbh. Brandvæsen et reservekommandokvarter i kælderen. Nr. 18 er direkte nabo til Københavns Hovedbrandstation.

Ca. 1900. I dag ligger Københavns Museum i Stormgade 18-20. Dog ligger der en privat cafe midt i det hele. (Foto: Københavns Museum).

Man har flyttet museet nærmere andre museer. Nationalmuseet, Christiansborg, Thorvaldsens Museum, Glyptoteket, De kongelige Stalde og Hofteatret.

Københavns Museum er repræsenteret i hele den nordlige gadestrækning i Stormgade 18-20 fra Vester Voldgade til H.C. Andersens Boulevard. Flere vil sige, nå så ligger museet lige over for restaurant ”Rio Bravo”, der er kendt fra et politisk forlig.

1891. Vester Voldgade kvarteret fotograferet fra en luftballon i Tivoli. Københavns Hovedbrandstation er næsten færdigbygget. Lige op ad ligger Kbh. Bymuseum i dag. Nationalmuseet, som vi kender det i dag, er først blevet udvidet omkring 1930. Københavns Rådhus foran brandstationen er planlagt. (Foto: Københavns Museum).

Rio Bravo-forliget

En oktoberaften I 1983 spiste Fremskridtspartiets leder Helge Dohrmann middag i restaurant Rio Bravo. Statsminister Poul Schlüter ville sikre sig tilslutning til den kommende finanslov. Han fik pr. telefon tilsagn fra Dohrmann og over en nat blev den restaurant landskendt.

En restaurant på den anden side af gaden kunne på samme måde være blevet landskendt.

Hero Bar og Kanal Cafeen

Over for, nu midt inde i Københavns Museum, ligger en restaurant, der dengang var kendt under navnet ”Hero Bar”. Her blev det også holdt mange politiske møder.

I mange år hed hjørnecafeen “Hero Bar”. Et par år “Her er Ro Pub”. (Foto via Allan Mylius Thomsen og Facebook).

Tilsvarende med restaurant tæt på Christiansborg, hvor Ingeborg og René Espersen fra Dragør var værter for mange politikere.

Det var her i Kanal Cafeen ved bord 4, at ”Kongemordet” på Svend Auken foregik i 1991. Socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen og den radikale Niels Helveg Petersen aftalte nyt samarbejde og lagde samtidig planer for, hvordan socialdemokratiets formand Svend Auken skulle kuppes væk.

Ulla Næss Nielsen

Hero Bar i Stormgade 20 var også velbesøgt af politikere fra Christiansborg, men det er aldrig kommet frem, hvilke politiske ”rævekager”, der er lavet på det sted.

Det var Ulla Rita Næss Nielsen (1924-2005), der var vært i Hero Bar. Hun havde tidligere været ejer af Dragør Badehotel (Dragør Færgegård).

1962. Efter 30 år som hotelejere gik Astrid og Alfons Dehlsen på pension. Ulla og Victor Næss Nielsen overtog. (Fra bogen: Dragør Badehotel).

Ulla og hendes daværende mand Victor købte det kendte hotel i Dragør i 1963 af Astrid og Alfons Dehlsen, der havde haft hotellet i over 30 år.

I begyndelsen af halvfjerdserne afviklede Ulla Næss sin andel af Dragør Badehotel, som hun en periode havde ejet sammen med den senere hoteldirektør Ejner Johnsen.

Victor og Ulla Næss Nielsen, der købte Dragør Badehotel (Færgegården) af Dehlsens. (Arkiv: Dines Bogø).

Ulla Næss Nielsen overtog Cafe Charles i Dannebrogsgade. Hun var en flot, festlig dame og hun omdøbte stedet til ”Leopard Bar”. Ulla gik af og til i en meget stram leoparddragt og ikke andet. Om det var årsag til navneskiftet, vides ikke.

Efterfølgende åbnede hun Sans Souci. Hun sluttede af med at være restauratør i Hero bar i Stormgade 20.

Ulla Rita Næss Nielsen havde forskellige hoteller og restaurationer i København. (Arkiv: Danske Hotelværter).

Ulla og Victor Næss Nielsens datter Gitte blev senere kendt i Dragør, da hun samen med familiemedlemmer åbnede Restaurant ”Beghuset” i Dragør Borgerforeningens ejendom i Strandgade 14.

En myte

Om Hero Bar fortælles det, at den blev åbnet i 1892 af en af Chr. IX elskerinder under navnet ”Her er Ro”. Ulla Næss Nilesen overtog baren og beholdt navnet ”Hero Bar”, som stedet havde heddet i årtier. Da ny ejer kom til blev navnet ændret til ”Her-er-Ro-Pub”.

I dag har baren, der ligger midt i Københavns Museum, igen ændret navn, Museets egen cafe ligger i selve hovedbygningen i Stormgade 18.

Seneste artikler

 

Fik du læst?