Tøm din sparegris – og hjælp Den Blå Planet

Den Blå Planet i Kastrup er blandt de kulturinstitutioner, som IKKE er en del af den gradvise åbning af det danske samfund efter corona-lukningen. Det kan betyde økonomisk ruin, og derfor har man siden i fredags kunnet donere penge til det populære akvarium.

Den Blå Planets indsamlig skal sikre både foder og medicin til parkens dyr, f.eks. denne havskilpadde.Foto: Anders Engrob/Den Blå Planet

Foreløbig har det kreative tiltag været en succes. Ifølge TV2 Lorry er der siden i fredags samlet over 1.7 mio.kr. ind fra hele 7500 personer. Det glæder direktør Jon Diderichsen fra Den Blå Planet.

“Situationen er katastofal for os, og vi risikerer at gå konkurs. Som situationen er lige nu, løber vi tør for penge til september, så vi i sidste ende skal dreje nøglen om. Det vil vi for alt i verden undgå, både for dyrenes og for Danmarks skyld. Derfor beder vi nu om hjælp til de omkostninger, som er forbundet med pasning og pleje af vores fantastiske dyr, f.eks. foder og medicin”, siger han på akvariets Facebook-side.

Budskabet er tilsyneladende trængt klarest igennem hos børnene, som er blandt de mest ivrige bidragydere.

– Vi har fået mange rørende historier fra børn, der har tømt deres sparegris, fordi de ønsker at støtte deres yndlingsdyr. Folk elsker at komme her, så det giver en enorm tro på fremtiden, siger Jon Diderichsen til TV2 Lorry.

Ingen turister i år

Selv om der er tydelig taknemmelighed at spore over de mange velmente bidrag, er der lang vej, før redningen er sikret. Den nære fremtid ser mere end almindelig svær ud, da man i højsæsonen normalt har store indtægter fra udenlandske turister. Det bliver umuligt med de lukkede grænser, og derfor fortsætter indsamlingen da også året ud.

“Vi driver et akvarium i verdensklasse, og det er meget dyrt. Mange tror, at vi er støttet af det offentlige, men faktum er, at det kun er 10% af vores udgifter, der er dækket af staten. Resten skal vi selv skaffe via andre indtægter. Alle beløbene fra indsamlingen går ubeskåret til dyrene, og hver en krone tæller”, fastslår Jon Diderichsen i Facebook-opslaget.

Støt indsamlingen her: https://denblaaplanet.dk/stoet-dyrene/

Seneste artikler

Fik du læst?