Tre naturtrends på Amager: Fri teltning, sjældne fugle og ”æg-aktier”

På Kongelundsfortet er der blevet spottet en fugl, der sjældent er set i det ellers mangfoldige fugleliv. I skovene på Amager er det nu tilladt at sætte telt op. Og så kan du købe dig til økologiske æg i fremtiden med ”æg-aktier” fra Seerupgaard.

Farverig fugl på Kongelundsfortet

Det har trukket ornitologer med kikkerter og telelinser til Amager, at biæderen, der er sjælden på disse kanter, blev spottet på Kongelundsfortet for nylig.

Biæderen er kendt for sin usædvanligt flotte, farverige fjerdragt, der får den til at se noget mere eksotisk ud end de fleste andre danske fugle. Den træffes oftest i flokke, og den holder af at sidde på eksponerede udsigtsposter og holde øje med insekter. Så det er ikke så mærkeligt, at ornitologerne flokkes for at få et glimt af den. Det er nemlig en fugl, der er sjov at kigge efter, fordi den færdes, hvor den er til at få øje på.

Nu må du slå telt op i skovene på Amager  

Coronakrisen har betydet, at mange danskere må ændre sommerferieplaner, og i den anledning har miljøminister Lea Wermelin tilføjet 77 statsskove til kortet over, hvor du frit må slå telt op. På Amager betyder det, at der nu er fri teltning i Kongelunden, Pinseskoven og Fasanskoven.

”Her er så mange forskellige muligheder for nye oplevelser i naturen på Amager,” siger naturvejleder Martin Sleimann fra Dragør Ungdomsskole, ”derfor kan man også sagtens holde ferie lokalt og stadig føle, at man har været langt væk fra hverdagen.”

For at beskytte naturen må man højst slå tremandstelte op, slå to telte op samme sted, og man må kun overnatte én nat, inden man skal drage videre til et nyt sted.

”Æg-aktier” fra Seerupgaard

En tredje lokal trend er økologiske ægaktier fra Seerupgaard i Dragør. Gården finansierer deres nye mobile hønsehus gennem crowdfunding og sælger aktier i fremtidens økologiske æg. Ved at støtte projektet og investere i aktierne, kan du forudbetale dit æggeforbrug i op til to år. Den mindste aktie koster 42 kr. og giver en enkelt bakke med ti æg i afkast. Den største aktie til 3.000 kroner giver 75 ugers æg med 10 æg per uge. Hvis projektet ikke henter nok penge hjem, får man sin investering retur. Der kan investeres til og med tirsdag d. 19. maj.  

Marc Seerup Hansen og Neel Seerup Hansen var ved at investere i et mobilt hønsehus med plads til 600 høns, da coronakrisen brød ud. Det mobile hønsehus kan flyttes omkring på marken, så der altid er græs og giver derfor gode ”græsæg”. Græsæg baserer sig på brugen af mobile hønsehuse, som sikrer at hønsene altid har adgang til frisk græs. Konceptet giver en højere grad af dyrevelfærd, og græsæggene smager angiveligt bedre.

Seneste artikler

 

Fik du læst?