Find badetøjet frem – spildevandsudledning i Øresund udsat til efteråret

Søndag morgen skulle 290.000 kubikmeter spildevand have været udledt i Øresund. Både Gentofte- og Københavns Kommune havde givet tilladelse til udledningen, men efter kritisk omtale i medierne har Københavns Kommune nu bedt om udskydelse.

Af Pia Melander Guilbert

290.000 kubikmeter spildevand. Hvor meget er det egentlig? Jo det svarer til 193 fyldte svømmehaller, og efter planen skulle de fra søndag og fem dage frem have været udledt direkte i Øresund, efter kun at være blevet renset i et mekanisk filter, der sorterer større genstande, som for eksempel toiletpapir, fra. 

Nu er planen ifølge TV 2 Lorry udsat til efteråret.

Ikke godt naboskab

”Jeg synes det er under al kritik, at København og Gentofte kommuner har planlagt at udlede 290.000 m3 spildevand i Øresund. Hvad der virkelig undrer mig er, at vi kommuner, der har kommunegrænser ud til Øresund, fine strande og mange badende borgere – også vinterbadere der er i vandet hver dag året rundt, ikke er blevet taget i ed. Det viser hverken godt naboskab eller respekt for naturen, kollegaer og sine medmennesker. I mange år har vi set Øresund udvikle sig til et fantastisk farvand med et rigt dyreliv. Det er ikke ok, at man ikke respekterer dette.” Sådan skrev Dragørs borgmester, Eik Dahl Bidstrup på sin facebookprofil søndag morgen. 

Forløb undersøges

Andre politikere havde også fået øjnene op for sagen, der i weekenden fik omtale fra flere medier. Københavns Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen var en af dem. Lørdag forlangte hun en redegørelse, og sent lørdag meddelte Hofor, at udledningen var udskudt 24 timer. Nu oplyser Ninna Hedeager Olsen til TV 2 Lorry, at udledningen formentligt først finder sted til efteråret. Flere eksperter har givet udtryk for, at det vil være langt mindre skadeligt at gennemføre en udledning, når vandet er koldere, dels vil det ikke skade sommerens badende, dels vil havmiljøet tage mindre skade, blandt andet fordi man undgår en større algeopblomstring.

Københavns Rådhus Teknik- og Miljøforvaltning arbejder desuden på en redegørelse til borgmesteren, der skal give svar på, om forvaltningen har begået formelle fejl, da den gav tilladelse til udledningen.

Årsagen bag

Årsagen til udledningen er en udbygning af boligområdet Svanemøllen i Nordhavn. Den industrigrund, boligerne skal skyde op på, ligger over en vital hovedspildevandsledning, kaldet Lynetteledningen. Før byggeriet kan realiseres, skal ledningen fastgøres. Det skal desuden undersøges, om den kan klare, at man bygger ovenpå den, og mens det sker, kan ledningen ikke benyttes. 

 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?