Ny handicappolitik i Dragør

Torsdag den 28. maj vedtog Kommunalbestyrelsen i Dragør enstemmigt Kommunens nye handicappolitik.

Foto: Dragør Kommune

Indlæg af Nicolaj Bertel Riber (A), 2. viceborgmester og Formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget i Dragør Kommune

I 2018 vedtog et Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget, at alle politikker på udvalgets områder skulle fornyes, i indeværende valgperiode.

Med vedtagelsen af Handicappolitikken for 2020-2023 er vi næsten halvvejs med denne opgave.

Der skal lyde en stor tak til Handicaprådet for deres engagement og aktive indsats i denne proces, det er ikke mindst jeres fortjeneste, at vi i dag står med en stærk og operationel politik.

En god proces

Udviklingen af handicappolitikken er sket i tæt samspil med Handicaprådet, som har været en drivende kraft i hele processen.

Der er blevet afholdt to dialogmøder med brugere, pårørende og interesserede som dannede grundlag for det første udkast til politikken. Dialogmøderne var delt op, således at det ene havde fokus på 0-18 års området og det andet på voksenområdet. De gav grobund for gode drøftelser, også deltagerne imellem.

Processen kulminerede med et vellykket Handicaptopmøde, som blev afholdt 3. december 2019 som er FN’s Internationale Handicapdag. På dette møde deltog med deltagelse Næstformanden for Danske Handicaporganisationer, Sif Holst og medlem af Folketinget, Kristian Hegaard. På Handicaptopmødet blev de fremmødte præsenteret for et første udkast til politikken.

Politikken skal årligt følges op på via en handleplan, som handicaprådet udarbejder på baggrund af et dialogmøde på området.

Ramme, retning og fokus

En politik skal være den overordnede ramme for et politisk område. En politik som både borgere og medarbejdere kan navigere efter, som sætter mål og retning for hvad vi sammen skal nå, og dermed også beskrive kommunens værdier og visioner. Det gør man bedst i tæt samspil og dialog med de borgere, som politikken skal virke for og med.

Derfor har det haft stor værdi og betydning, at Handicaprådet har spillet en rolle, og at der er blevet afholdt dialogmøder/Handicaptopmøde. For mig er det vigtigt, at vi får borgernes hverdagsoplevelser med ind i vores politiske overvejelser og beslutninger, for det er i virkeligheden det som det handler om. En god hverdag for alle mennesker.

Ikke mindst at sætte en politik også fokus på et område – og det er vigtigt, især på handicapområdet. Det er vigtigt, at vi husker, at vi ikke alle er ens, men at vi skal indrette vores samfund, således at der er plads til alle, og at vi alle har samme muligheder her i livet.

Slutteligt skal der også lyde en stor tak til medarbejderne i Borger/Social, som har lagt et stort arbejde i Handicappolitikken.

Næste politik der skal fornyes er sundhedspolitikken.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?