Kom til street food på Reffen og madmarked på Dragør Havneplads. Efter flere måneders uvished er der nu givet grønt lys til de små madboder med masser af sommerstemning. Alt bliver en smule anderledes end det plejer, på grund af de mange COVID 19-tiltag, men det skal nok blive en dejlig markedssommer, lover arrangørerne.

Af Pia Melander Guilbert
På Refshalevej er containerkøkkener og kreative shops allerede i fuld gang med forberedelserne til i morgen, hvor Reffen genåbner med masser af god stemning, gademad, kolde drinks og dejlige stunder under åben himmel.
Konceptet med madmarkedet Reffen opstod i 2014 og har været en tilbagevendende sommerbegivenhed. I år bliver det dog noget anderledes på grund af de mange COVID 19-tiltag, skriver arrangørerne på Facebook-siden ”Reffen” og minder om, at det betyder tryghed, mens vi nyder livet.

Fem weekender med gourmet på Dragør Havn
Også på Dragør Havneplads vil der i år være madmarked. 12. juni rykker Öresundsmarkedet ind med spændende stande, gourmet-oplevelser af høj karat og hygge. Det er tredje sæson med madmarked i Dragør, og arrangørerne ser frem til en dejlig sommer med masser af gæster og stadeholdere.

Fem weekender i alt, hen over sommeren. Er du interesseret i selv at få en bod på markedet, hører arrangørerne gerne fra dig. Se mere her
Dragør madmarked finder sted på havnepladsen 12-14 juni, 26-28 juni, 17-19 juli, 31. juli – 2. august og 21-23 august