Hvornår mon de åbner igen oppe på kommunen?

Børneinstitutioner er åbnet. Fitnesscentre er åbnet, men oppe på kommunen holder de stadig lukket for personlig henvendelse. Hvorfor egentlig? Hvornår åbner de? Og hvor går man hen, når man skal have fornyet sit pas? Vi har spurgt Tårnby og Dragørs borgmestre.  

Borgmester Allan S. Andersen, Tårnby Kommune (tv) og borgmester Eik Dahl Bidstrup, Dragør Kommune.

Af Pia Melander Guilbert

En medarbejder på AmagerNyt skulle have nyt pas, fordi han snart skal til Tyskland.

– Der står på Dragør Kommunes hjemmeside, at man skal henvende sig personligt, men kommunen holder jo lukket, konstaterede han.

På AmagerNyts sociale medier er der også flere læsere, som har undret sig. Hvorfor bliver såvel Tårnby som Dragør Rådhus ved med at være lukket for personlig henvendelse. 

Ens for alle på nær vest for Storebælt

Ifølge borgmester i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen (S), er det regeringen, der har besluttet, at offentlige kontorer som udgangspunkt skal være lukket for personlig henvendelse. 

– Vest for Storebælt er der dog lavet en undtagelse, forklarer Allan S. Andersen til AmagerNyt. Han kan derfor heller ikke svare på, hvornår Tårnby Rådhus åbner som normalt igen:

– Vores medarbejdere arbejder både på rådhuset og hjemmefra, så opgaverne løses under de forudsætninger, fortæller han.

Tåbelig beslutning

Fitnesscentrene er åbnet. Børneinstitutionerne er åbnet. Man kunne til sammenligning tænke, at der var rig mulighed for at holde afstand i kommunernes borgerservice. I Dragør lægger borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) da heller ikke skjul på sin holdning til den fortsatte lukning af rådhuset.

– I mine øjne er det en tåbelig beslutning. Det har hverken været mit eller de lokale politikeres ønske at holde lukket så længe. Nu har regeringen dog revideret beslutningen, og det ser ud til, at vi kan åbne i løbet af uge 25.

Og hvad så med passet?

Hvad passet angår, har det indtil nu både i Tårnby og Dragør været muligt at få lavet fornyelse efter telefonisk aftale, viser det sig, men:

– Desværre har der i et stykke tid været tryk på telefonerne, da vi har haft nødåbning og kun været få medarbejdere på rådhuset. Det har givet ventetid, hvilket vi selvfølgelig beklager, understreger Dragørs borgmester, Eik Dahl Bidstrup. 

 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?