I denne weekend skulle Stafet for Livet Dragør have fundet sted på Dragør Skole. Stafetten kan dog på grund af coronasituationen ikke finde sted i sin vanlige form, idet den plejer at være et tilløbsstykke og samle en stor folkemængde fra Dragør og det øvrige Amager.
I år har styregruppen bag Stafet for Livet Dragør i stedet besluttet at forsøge sig med en virtuel udgave, som sendes direkte fra Framehouse på A.P. Møllers Alle i Dragør, via Facebook på lørdag d 13/6 fra kl. 12.00.
Mange af de velkendte elementer fra “Stafet for Livet” vil dog stadig finde sted på lørdag, fortæller Britt Mariegaard fra styregruppen:
“Stafetten sættes som altid i gang med en åbningstale, i år holdes den af Ebbe Sand direkte fra Framehouse. Ebbe Sand har, som mange nok husker, selv været ramt af kræft og har derfor netop denne sygdom som sin hjertesag”, siger hun.
Liveunderholdning fra Framehouse
Der vil være underholdning sendt live fra Framehouse, og bla. optræder den lokale kunstner Adam Seuba, som netop har udgivet sin første single “I Will Always”. Han har de senere år med stor succes optrådt på Stafet for Livet. Koncerten kan følges live fra kl. 14.00.
Senere på dagen, lægger Dragør´s måske hyggeligste duo, “Mormor´s Duo” vejen forbi med deres potpourri af velkendte, hyggelige sange, som alle kan synge med på.
Præmier for enhver smag
“I år har det været vigtigt for folkene bag stafetten at bakke op om de lokale erhvervsdrivende, der de seneste måneder har haft det svært. Stafetten har derfor besluttet at indkøbe gavekort og præmier i de lokale butikker, som på lørdag udloddes som præmier i Stafetten´s store lotteri. Køber du en eller flere lodsedler til lotteriet, er du således både med til at støtte de lokale erhvervsdrivende og Kræftens Bekæmpelse, med et eneste swipe på MobilePay”, siger Britt Mariegaard.
Der vil være præmier for enhver smag, bl.a. kan man vinde en cykel fra Troels Cykler, et maleri malet af den lokale kunstner Henrik Hillerup, et “Klaskspil”, gavekort til lokale butikker, skønhedsprodukter og meget andet.
I løbet af dagen vil der ligeledes være forskellige indslag bl.a. fra de tilmeldte hold, interviews med deltagere fra Stafet for Livet´s ”eget” cykelhold, Race 500 Against Cancer, indslag fra sponsorer og meget andet.
Smuk lysceremoni
Når mørket sænker sig og roen falder på, kan man herefter følge et af Stafettens absolutte højdepunkter og smukkeste elementer, når lysceremonien sendes live. Styregruppen bag Stafet for Livet håber, at mange vil benytte lejligheden til at tænde lysposer i deres egne haver og være med til at mindes dem vi har mistet, sende tanker til dem der lige nu kæmper med og mod kræft, og til dem der har overvundet sygdommen. Alt sammen via Facebookgruppen.
Lysposer kan allerede nu kan købes via MobilePay (nummer 64483, skriv ”LYS” i kommentaren), eller man kan købe den på lørdag fra kl. 12.00 foran FRAMEHOUSE, A.P. Møllers, hvor også de lysposer der købes via MobilePay, kan afhentes. Salget af lysposer og lodsedler går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse og er en vigtig del af det beløb vi hvert år samler sammen i Dragør til denne særlige begivenhed.
Der er stadig mulighed for at melde et hold til på Stafettens hjemmeside stafetforlivet.dk/stafet/dragor. Styregruppen opfordrer alle til at følge med på Stafet for Livet´s hjemmeside, da man her vil kunne finde alle informationer om lørdagens program og meget andet.
Læs mere: www.stafetforlivet.dk