Hvordan reagerer folk, hvis man køber ind i bar overkrop? Det besluttede P3 radioprogrammet “Paragraffen” i dag at undersøge, og lagde vejen forbi Irma i Dragør.

Af Pia Melander Guilbert
Studsede du også over den unge mand iført mikrofon og bar overkrop i Irma på Kongevejen i Dragør i dag? Han var udsendt af P3 radioprogrammet “Paragraffen” der havde sat sig for at teste, hvordan folk reagerer, når man køber ind uden tøj på overkroppen.

Våde armhuler
Nogle vil måske mene, at det havde været mereopsigtsvækkende at sende en kvinde, men for p3-værten Mads Skaaning var det alligevel en grænseoverskridende handling at gå Irma uden tøj på overkroppen.
– I spurgte før, om jeg var nervøs, og jeg sagde, at det var jeg ikke, men jeg kan godt mærke, at sveden begynder at pible i armhulerne nu, fortalte han værterne, da han lidt over 14 rapporterede live fra frugt og grønt-afdelingen i Irma på Kongevejen i Dragør.

På med skjorten
– Folk er lidt konservative herude, lød den udsendte reporters dom. Ingen af de øvrige handlende havde lyst til at stille op til interview i radioprogrammet, men der var bred enighed om, at indkøb i bar overkrop ikke var velanset. Ikke med mindre det er over 35 grader, man købte ind udendørs, eller lige var blevet student. Og så måtte Mads trække i skjorten igen.







