Hvordan er det at blive ramt af et stroke som det, der for nyligt ramte Prins Joachim? For Vibeke Thorsen Dixon fra Dragør kom det som et lyn fra en klar himmel, da hun på en løbetur pludselig faldt om.
Af Pia Melander Guilbert
En kold snevejrsdag i januar 2013. Vibeke Thorsen Dixon har taget fri, fordi hun skal holde legegruppe for sin ældste datter. Hun tænker, at hun godt lige kan nå en løbetur, inden børnene kommer. Hun er i god form. Det er otte dage før hendes 39års fødselsdag.
Efter cirka seks kilometer skal hun krydse Kirkevej ved Wiedergården. Hun drejer hovedet for at kigge efter biler, og i det øjeblik føles noget mærkeligt i hendes hoved. Hun hører en høj summen, mens hun løber over vejen, så falder hun.
– Jeg kan se en dame komme hen mod mig, men jeg kan hverken bevæge mig eller tale, og jeg kan heller ikke høre, hvad hun siger. Det gør ikke ondt, og jeg tænker, det er pinligt, at jeg bare ligger der.
En kæmpe kartoffel i munden
Stroke er en fælles betegnelse for blodpropper og blødninger i hjernen, en diagnose, der er kom i fokus i medierne, da Prins Joachim for nyligt blev ramt. Symptomerne kan være forskellige, og for Vibeke Thorsen Dixon kommer de som et lyn fra en klar himmel.
Hun registrerer, at hun bliver lagt på siden med et tæppe over sig. Da ambulancen ankommer, tænker hun, at ambulanceføreren må tro, at hun er død, fordi hun ikke reagerer. Og hvad skal der nu ske med legegruppen?
Vibeke får elektrochok og blodfortyndende medicin med det samme. Det næste, hun husker, er, at hun ligger på Glostrup Hospital. Hendes mand og mor står ved hendes seng, og hun synes selv, hun har det fint. De fortæller siden, at hun taler uklart. Det lyder som om, hun har en kæmpe kartoffel inde i munden.
Lille solstråle
En MR-scanning viser, at den blodfortyndende medicin ikke har opløst den blodprop, Vibeke har i hjernen. Hun bliver overført til Rigshospitalet, hvor de vil operere hende gennem en blodåre i lysken.
– På vej dertil får jeg det virkelig dårligt, og lægerne kalder mig siden deres lille solstråle, fordi det åbenbart er tæt på at gå helt galt.
Operationen går så godt, at lægerne ikke mener, Vibeke har brug for genoptræning, men hun kan selv mærke, at hun hænger lidt i den ene side og får en henvisning til fysioterapi af sin læge.
– Jeg er ikke i tvivl om, at det er de forbipasserende, der reagerede så hurtigt, der sammen med lægerne er skyld i, at jeg er her i dag og har det godt. Jeg tænker også stadig over, hvor vildt det er, at lægerne kan operere en blodprop i hjernen væk gennem en blodåre i lysken. Jeg har ingen ar, fortæller Vibeke.
Som en schæferhund om benet
Fysioterapien hjælper, men det er først, da Vibeke igen begynder at løbe, at hun helt får styr på sit venstre ben, der indtil da har slæbt lidt.
– Jeg plejer at sige, at var som om, der sad en kæmpe schæferhund rundt om mit ben. Efterhånden blev den mindre og mindre.
Lægerne finder aldrig årsagen til Vibekes stroke, men kort forinden har hun været syg med betændelse i bugspytkirtlen efter en galdestensoperation. Selv tror hun, at det kan være årsagen.
– Jeg kender en amerikansk læge, og hun har bekræftet, at der kan være en sammenhæng, slutter Vibeke.
