Millionvis af flyvemyrer på parringsflugt på Amager

Har du også bemærket, at det vrimler med sorte flyvemyrer? Vores lokale naturvejleder forklarer fænomenet.

I disse dage oplever rigtig mange af os store sværme eller samlinger af sorte myrer med vinger. De flyver ind i vores vinduer, vores hoveder, ja nærmest alt, hvad de er i nærheden af. Det skyldes, at det faktisk er første gang, de prøver at flyve.

Flyvemyrer på parringsflugt

Parringsflugt, kaldes det, når myrerne samles i millionvis i store sværme. Det kan ske så højt oppe, at vi ikke kan se dem. Vi ser kun en flok måger, der nyder godt af de flyvende lækkerbiskner.

De myrer, vi ser, er flyvende hanner og de få kommende dronninger. Deres aktivitet har kun ét enkelt mål: parring. Og helst med myrer fra andre kolonier. Efter parringen, som både kan foregå på jorden og i luften, er hannernes livsformål ophørt, og de dør. Dronningerne vil derimod finde et nyt passende bo, bide deres vinger af og kravle ind i boet, hvor de inden længe lægger 30-50 æg. Herefter kan et nyt myrebo begynde.

Myrerne kan mærke lufttrykket

Det kan virke voldsomt, når alle myrerne vågner op til dåd samtidig.  

Man mener, at årsagen til, at de kommer frem nogenlunde samtidig, er, fordi de kan mærke lufttrykket. De skal nemlig have optimale forhold før de flyver; varmt og vindstille, da de jo er ganske nye og elendige flyvere. Derfor kan der også være forskel på, hvornår de myldrer frem i Jylland eller på Amager.

Myrerne er i sig selv – ud over at være ret irriterende på en cykeltur – helt uskadelige.

Martin Sleimann, naturvejleder i Dragør Ungdomsskole

Hver uge giver Dragør Ungdomsskole tips til natur- og friluftsliv, så alle kan drage nytte af vores lokale natur og faciliteter.

Med mange års erfaring og et indgående kendskab til lokalområdet vil de inspirere stueplanter og sofakartofler til at få vind i håret og fregner på næsen.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »