I haveforening på Amager har beboerne næsten allesammen deres egent marketenderi med købmandsvarer. Et af dem ligger i en gammel garage. Den bliver udgangspunkt for en whisky-forening, og historien udvikler sig både sjovt næsten sandt i den lokale forfatter Klaus Reinholds “Den omvendte garage”.
Af Pia Melander Guilbert
Klaus Reinhold har oplevet lidt af det hele og hørt en del røverhistorier. Både i sine tyve år som lærer i Tårnby Kommune, som indehaver af det lokale busfirma, Jettes bus, og som taxichauffør for Amager Taxa. De sjoveste anekdoter er nu blevet tilsat lidt fiktion og udgivet i bogform med titlen “Den omvendte garage.”
Marketenderier
Miljøet i den “Den omvendte garage” er inspireret af en haveforening ud mod Pilegårs Allé. Her ligger der flere marketenderier, som sælger købmandsvarer. Da der ikke er andre konkurrenter end Irma på Kongelundsvej, er det en god forretning, indtil lukkeloven i slut 1990´erne giver Irma lov til at have åbent i weekenderne, og der siden kommer flere supermarkeder i området.
– Ingen af marketenderierne eksisterer længere i dag, men der skete mange sjove ting, som jeg har ladet mig inspirere af i bogen, hvor beboerne også danner en whisky-forening. Det har jeg selv haft sammen med nogle gode venner, fortæller Klaus Reinhold.
Danhotel eller D´Angleterre
En af historierne i romanen handler om en dame, der bor i sin seng i et faldefærdigt hus.
– Den er 100 procent autentisk, understreger Klaus Reindhold uden at ville røbe for meget af handlingen, andet end at der også indgår en kat på p-piller:
– Jeg besøgte damen hver dag med varm mad fra plejehjemmet, hvor jeg arbejdede, mens jeg læste til lærer. Hun var ikke i stand til at deltage i garagelivet, men naboerne handlede for hende i marketenderiet og kom forbi med varer.
En anden historie er inspireret af tiden som taxichauffør. Sammen med de andre chauffører hang Klaus ud på Brigadebodegaen, hvor der blev udvekslet en del historier. Her lærte han, hvordan man selv kunne fremprovokere en situation, der siden ville være god at underholde med på bodegaen.
– Engang jeg havde ventet i halvanden time i lufthavnen, kom en stor amerikaner med cigar i munden hen til mig og mumlede “Dan Hotel”. Jeg slog taxameter til og kørte ind til D´Angleterre på Kongens Nytorv. Kunden protesterede voldsomt, og jeg forklarede ham, at jeg ville have en bedre chance for at forstå, hvad han sagde, hvis han tog sin cigar ud af munden. Det ville han ikke, selvom ilden var gået ud, oghan fik lov til at betale prisen for hele turen, inklusiv den tilbage til Danhotel i Kastrup.
Og så er der en del inspiration fra dengang Klaus og hans kone Jette ejede busfirmaet Jettes Bus:
– Vores største kunder var firmaer på Amager, som vi havde gode kontrakter med. De var utroligt loyale, og selvom nogle af dem drillede os og kaldte os “Jyttes bus”, var det altid os, de kontaktede, når de skulle køres til fest eller på ferie.
“Den omvendte garage” kan købes i boghandlere og hos Saxo. Læs mere i facebookgruppen “Den omvendte garage.”