Udvidede åbningstider i nattelivet: en kritisk fase i genåbningen

Med en ændring af forsamlingsforbuddet kan barer, værtshuse og andre serveringssteder fra i dag holde åbent til klokken to, forudsat at de ikke lukker nye gæster ind efter 23. Det er vigtigt, at alle tager ansver, pointerer politidirektør Anne Tønnes.

Foto: presse-fotos.dk

Af Pia Melander Guilbert

Københavns Politi vil i weekenden være synligt til stede i nattelivet for at føre tilsyn med de barer og serveringssteder, der fra i dag må holde åbent til klokken 02. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

– Selv om barer og værtshuse nu får lov at holde længere åbent, er der stadig restriktioner, og det er der en god grund til: Vi skal fastholde smitten på et lavt niveau. I de seneste måneder har vi oplevet, at serveringsstederne har udvist et stort ansvar på det her område, og vi forventer selvfølgelig, at det fortsætter, siger politidirektør Anne Tønnes.

Bøde på minimum 10.000

De beværtninger, der ikke overholder de nye regler om ikke at lukke nye ind efter 23, risikerer en bøde på minimum 10.000 kroner.

– Det er vigtigt at understrege, at det er serveringsstedernes ansvar at overholde de nye regler. Vi vil fortsat være til stede i nattelivet for at holde øje med, om det sker og for at sikre ro og orden, siger Anne Tønnes, der også understreger, at alle har et ansvar i denne kritiske fase af genåbningen.

Henover sommeren har et af de store fokusområder for Københavns Politi været støj og høj musik fra private fester. Anna Tønnes opfordrer til, at borgerne fortsat viser hensyn:

– Der kan jo sagtens være mange, som ikke bevæger sig ud nattelivet, men i stedet vælger at feste i privat regi. Til jer vil jeg igen bede om, at I husker at tage hensyn til jeres medborgere og naboer og sørger for at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Seneste artikler

 

Fik du læst?