Det gamle SAS-hovedkvarter på Amager Strandvej danner nu rammen for København Syd HF & VUC. Eleverne har været med til at bestemme indretningen, der både byder på større lokaler og bedre plads til fællesskab. Tårnbys borgmester kiggede forbi til åbningen.

Af Pia Melander Guilbert
Lokationen er perfekt, tæt på metroen og flere buslinjer – og så er der oven i købet havudsigt. Eleverne har været med til at stå for indretningen, og i fredags kunne København Syd HF & VUC så endelig indvie deres nye lokaler i det gamle SAS-hovedkvarter på Amager Strandvej.

En drøm der bliver til virkelighed
“Jeg glæder mig til, at vi sammen gør denne her drøm til virkelighed,” sagde rektor Peter Zinckernagel ved indvielsen, hvor også Tårnbys borgmester Allan S. Andersen var til stede:
“Jeg er rigtig glad og selvfølgelig også beæret over at være en del af indvielsen af sådan et sted som dette, ” sagde Allan S. Andersen i sin åbningstale og understregede, at uddannelse er en af hans mærkesager:
“Vi er alle forskellige, har forskellig baggrund, evner og ønsker, og derfor skal der også være tilbud til alle. Altså lige muligheder på uddannelsesområdet. Det er i hvert fald noget, der ligger mit hjerte nær. Og det er HF & VUC heldigvis et rigtig godt eksempel på.”

Læs mere om København Syd HF & VUC her: https://www.kbhsyd.dk