Forhandlinger reducerer fyringer i lufthavnen

For nyligt meldte Københavns Lufthavne ud, at der skulle fyres 650 fuldtidsansatte medarbejdere. Det samlede antal fyringer, der i dag kunne meldes ud, er nu nede på 511. Et lyspunkt på en utrolig trist dag, kalder HR-direktør Kirstine Bergenholtz det.

Foto: CPH

Af Pia Melander Guilbert

Uddannelsesforløb og nedlæggelse af i forvejen ledige stillinger er hovedårsagen til, at det er lykkedes Københavns Lufthavne at reducere antallet af fyringer, der oprindeligt lød på 650 fuldtidstillinger. I dag har de sidste fået besked, og der er i alt tale om 511 opsigelser, heraf omkring 200 frivillige fratrædelser.

Selvom det har været svære betingelser, kalder HR-direktør Kirstine Bergenholtz det i en pressemeddelelse for et konstruktivt forhandlingsforløb:

“Det er en utrolig trist dag – ikke mindst for de dygtige og gode kolleger, som vi nu er nødt til at sige farvel til. Selv om det har været svært, vil jeg gerne tillidsrepræsentanterne for nogle konstruktive forhandlinger. Vores ambition igennem hele coronakrisen har været at redde så mange arbejdspadser som muligt,” udtaler Kirstine Bergenholtz.

Uddannelse til opsagte og blivende medarbejdere

Især kompetencegivende uddannelsesforløb har været en central del af lufthavnens tilgang. Hundredevis af blivende og tidligere medarbejdere vil de kommende måneder blive en del af forløbene, der er opstået som en del af statens beskæftigelses- og uddannelsesinitiativer og i tæt samarbejde med fagforeninger samt Tårnby Kommunes nyetablerede jobcenter i lufthavne

De medarbejdere, der bliver i lufthavnen får nu et kompetenceløft, de kan bruge der, mens opsagte medlemmer får mulighed for at tilegne sig kompetencer, de kan tage med i et nyt job:

“Der er ingen tvivl om, at de tiltag vi gør på uddannelse gør en reel forskel. Vi har i lufthavnen lige nu for mange medarbejdere i forhold til det antal passagerer, vi forventer. Men ved at sende medarbejdere i målrettede uddannelsesforløb, kan vi fastholde et større antal medarbejdere end ellers, konstaterer Kirstine Bergenholtz.

Besøg af statsministeren

Statsminister Mette Frederiksen mødtes i går med nogle fyrede medarbejdere fra lufthavnen og skrev efterfølgende på facebook:

“Mit budskab i dag var klart: Bekæmpelse af arbejdsløshed vil være førsteprioritet for regeringen. Og derfor skal der være ordentlig hjælp til dem, der mister deres arbejde. For eksempel uddannelse.”

Seneste artikler

Fik du læst?