Sød historie: Chokolade holder bedre end blomster

Ja, det siger Karen fra Tårnby selv, og hun må vide det, for hun fylder 100 år i dag. Borgmester Allan S. Andersen var derfor forbi med portvin og chokolade i stedet for portvin og blomster som først planlagt.

Tillykke til Karen, som i dag fylder 100. Og til venstre for fødselaren en smilende borgmester med mundbind. Foto: Tårnby Kommune.

Af Pia Melander Guilbert

At være borgmester i Tårnby kommune betyder blandt andet, at man skal ud med blomster og portvin, når nogen fylder 100. I dag var det Karen, og borgmester Allan S. Andersen skrev på sin facebookprofil:

“Det er altid en fornøjelse at komme ud til de forskellige 100 års fødselsdage – tænk at besøge nogle af dem, som kan fortælle fantastiske historier om deres liv gennem 100 år, og som samtidig har været med til at opbygge det velfærdssamfund, som vi kender så godt i Danmark – så kan man kun blive glad.”

Første gang – med mundbind

Selvom Allan S. Andersen har været ude til flere 100 års dage, var i dag også en slags første gang: Det var nemlig første gang, han havde mundbind på i den anledning. Og det gav visse udfordringer med at se glad ud over for fotografen. Heldigvis havde Karen fri adgang til sit smil.

Karen kunne blandt andet fortælle, at hun kom på arbejdsmarkedet som 14 årige og sluttede, da hun blev 72. Som ung flyttede hun fra Holbæk til Tårnby med sin mand, som havde en skomagerforretning.

“Selv har Karen arbejdet mange steder, men vendte altid tilbage til at sy brudekjoler, frakker og andre beklædningsgenstande,” fortæller Allan S. Andersen, der forud for sit besøg fik en opringning fra Karen. Hun ville ikke have blomster og portvin, når borgmesteren kom, men portvin og chokolade, for som hun sagde: “Blomster forgår så hurtigt.”

Det må en 100-årig næsten vide. Vi andre må håbe på, at man bliver langsommere til at spise chokolade med alderen.

 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?